Frederiks Kirke

Frederiksgade (2) RES

 

En monumental kirke var en del af planen for det fornemme kvarter Frederiksstaden.

Bydelens planlægger, arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754), placerede den for enden af Frederiksgade, som endepunkt i den midterakse gaden udgjorde.

Kong Frederik den 5. ønskede, at kirken skulle være et symbol på, at hans slægt havde regeret landet i 300 år. Den skulle måle sig med de store, europæiske byers pragtkirker.

Eigtved tegnede derfor en kirke, der udvendigt skulle beklædes med marmor. Efter arkitektens død i 1754 ændredes planerne, så kirken nu skulle opføres af marmor alene.

Efter Eigtved var død i 1754, blev byggeriet videreført under ledelse af bl.a. den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Han tilføjede to spir på hver side af kirkens midterkuppel (tegningen herunder).

frederikskirken-jardins-forslag-res
Der blev indkøbt store marmorblokke og omkostningerne røg i vejret i en sådan grad, at byggeriet måtte sættes i stå. I mange år lå byggepladsen hen og efterhånden lignede den ufærdige kirke nærmest en ruin.

Billedet herunder, som er udført af H.G.F.Holm, viser byggepladsen i 1830’erne.

Frederikskirken - ruin - HGF Holm 1830erne
I 1800-tallet kom der en række forslag til, hvad pladsen kunne bruges til i stedet for kirkebyggeri, f.eks. at den ruinagtige byggeplads kunne indrettes til et museum for billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.

Det blev dog én af Københavns erhvervsmænd, C. F. Tietgen, som i 1874 løste problemet, da han for egne midler købte kirken og tilbød at bekoste færdiggørelsen.

Nu blev det arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908), som fik til opgave at omdanne ruinen til en værdig kirkebygning for Frederiksstaden. Han var inspireret af Peterskirken i Rom, men reducerede de oprindelige forslag i omfang og sløjfede de to sidespir. Kuplen, der fra starten skulle have været 95 meter høj, blev nu 60 meter, men var stadig det dominerende element i bygningen.

I 1894 blev kirken omsider indviet – næsten 150 år efter at den blev påbegyndt.

Materialet blev ikke 100% marmor, men også kalksten fra Faxe Kalkbrud, som Tietgen var medejer af. Men fordi der alligevel indgår en del marmor i bygningen, kaldes den ofte for Marmorkirken.

Som en del af planen for kirkens omgivelser, blev der opført herskabslejligheder rundt om den i Frederiksgade, og de var med til at finansiere byggeriet.