Spring til indhold

Strandlinien

Strandlinien har sit navn, fordi vejen gik langs med stranden. Inden Dragør Havn blev udbygget, gik kystlinjen her.

Maleri af Peder Nielsen Foss, der viser husene langs Strandlinien set fra havet i 1870. Tilhører Museum Amager.

Langs gaden ligger stadig mange af Dragørs ældre huse, som var boliger for søfolk og lodser. Én af lodserne boede i det markante hus på hjørnet af >Strandgade. Han hed Frederik Vilhelm Møller, men blev kaldt Kejserlodsen, fordi han blev tilkaldt som lods, når f.eks. den tyske kejser skulle gennem Øresund med sit skib.

På taget af “Kejserlodsens Hus”, sidder ét af Dragørs karakteristiske udkigshuse, der kaldes en kikkenborg.

Bortset fra bygningerne på Havnepladsen, var der tidligere ikke bebyggelse på den østlige side af Strandlinien.

Først efter store opfyldningsarbejder igennem 1800-tallet omkring havnen, blev der plads til at opføre huse på Strandliniens østlige side.

På Strandlinien 4 ligger i dag Dragør Museum. Den ældste del af huset kan stamme helt tilbage fra 1682.

Huset er, som noget lidt usædvanligt for Dragør, opført i bindingsværk.

I løbet af 1700-tallet blev bygningen udvidet flere gange og i 1810 blev den omtalt som ”Byens Sejlmager- og Materielhus”. I stueetagen var der dels beboelse, dels pakhus. På 1. sal var der et sejlmagerværksted.

Også Dragørs bjergningsvæsen holdt til her. Bjergerne hjalp skibe, der var gået på grund i Øresund, ved at bjerge deres last over i mindre både og pramme. Så blev det grundstødte skib lettere, og kunne komme videre.

Strandlinien 4 med udkigstårn for bjergningvæsenet. Foto fra omkring 1914 af Axel Nielsen. (Historisk Arkiv Dragør).

Da huset blev brugt af bjergningsvæsenet, var der på taget et lille udkigstårn, hvorfra man kunne holde øje med grundstødte skibe i sundet. Tårnet blev fjernet i 1914.

I bygningen har der været mødelokale for Dragør Byforstanderskab (datidens kommunalbestyrelse), indtil Dragør Kommune fik sit rådhus på Stationsvej 5 i 1914.

Savskæreriet på sydsiden. Foto fra begyndelsen af 1930’erne af Carl Herman Andersen. (Historisk Arkiv Dragør).

På sydsiden af huset lå indtil i 1930’erne en tilbygning, hvor der var et værksted for en savskærer. Denne bygning blev flyttet til Vestgrønningen 1.

Efter i en periode at have været værksted, overtog Dragør Museum huset i 1932 efter en gennemgribende restaurering.

Det er også blevet renoveret i flere omgange siden da, og senest i 2020.

Husets snoede skorsten har næppe haft en egentlig funktion, men er en form for udsmykning. Skorstenen er fra slutningen af 1800-tallet, og formentlig bygget af murermester Rasmus Pedersen Guldborg.