En monumental kirke var en del af planen for det fornemme kvarter Frederiksstaden.
Bydelens planlægger, arkitekten Nicolai Eigtved (1701-1754), placerede den for enden af Frederiksgade, som endepunkt i den midterakse gaden udgjorde.
Kong Frederik den 5. ønskede, at kirken skulle være et symbol på, at hans slægt havde regeret landet i 300 år. Den skulle måle sig med de store, europæiske byers pragtkirker.
Eigtved tegnede derfor en kirke, der udvendigt skulle beklædes med marmor. Efter arkitektens død i 1754 ændredes planerne, så kirken nu skulle opføres af marmor alene.
Efter Eigtved var død i 1754, blev byggeriet videreført under ledelse af bl.a. den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Han tilføjede to spir på hver side af kirkens midterkuppel (tegningen herunder).
Der blev indkøbt store marmorblokke og omkostningerne røg i vejret i en sådan grad, at byggeriet måtte sættes i stå. I mange år lå byggepladsen hen og efterhånden lignede den ufærdige kirke nærmest en ruin.
Billedet herunder, som er udført af H. G. F.Holm, viser byggepladsen i 1830’erne.
I 1800-tallet kom der en række forslag til, hvad pladsen kunne bruges til i stedet for kirkebyggeri, f.eks. at den ruinagtige byggeplads kunne indrettes til et museum for billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.
Det blev dog én af Københavns erhvervsmænd, C. F. Tietgen, som i 1874 løste problemet, da han for egne midler købte kirken og tilbød at bekoste færdiggørelsen.
Nu blev det arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908), som fik til opgave at omdanne ruinen til en værdig kirkebygning for Frederiksstaden. Han var inspireret af Peterskirken i Rom, men reducerede de oprindelige forslag i omfang og sløjfede de to sidespir.
Kuplen, der fra starten skulle have været 95 meter høj, blev nu 60 meter, men var stadig det dominerende element i bygningen.
I 1894 blev kirken omsider indviet – næsten 150 år efter at den blev påbegyndt.
Materialet blev ikke 100% marmor, men også kalksten fra Faxe Kalkbrud, som Tietgen var medejer af. Men fordi der alligevel indgår en del marmor i bygningen, kaldes den ofte for Marmorkirken.
Rundt om kirken står 14 figurer af danske mænd, der har haft betydning for kirkelivet, dvs. biskopper, missionærer eller salmedigtere. Statuerne er opstillet over en periode på omkring 100 år.
Blandt de nyeste er Knud Nellemoses (1908-1997) statuer af digteren B. S. Ingemann og filosoffen Søren Kierkegaard.
