Efter brandene i Store Magleby i 1809 og 1821, som lagde en stor del af byen i aske, genopførtes en del af de nedbrændte gårde ude på landsbyens marker.
Én af disse gårde var Lundegård, hvis stuehus stadig ligger for enden af vejen Lundeager.
Flere gårde fik jord i området, hvor bl.a. Rytterager og Ulspilsager ligger i dag, og selv om de ikke flyttede ud ligesom Lundegård, var der behov for en forbindelsesvej til markerne.
Dermed opstod Lundevej, som allerede havde sit navn dengang. Den nævnes i en plan for omfordelingen af Store Maglebys jorder i 1809.
Den gamle markvej, der også i 1700-tallet var gået herud, blev nu rettet ud og fik et forløb, der svarer til Lundevej og Lundestien i dag.
Lundegård fik sit navn efter den nærliggende Dragør Lund, som tidligere var en væsentlig større skov end den er i dag. Gården er udflyttet fra Store Magleby i 1809. Ejeren hed dengang Sven Andersen Buur.
Omkring 1900 byggede Peter Hendrik Crillesen det nuværende stuehus. Hans enke, Trein, drev gården indtil 1951.
Herefter blev gården købt af Grethe og Edvard Jansen, der drev landbruget indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor jorden blev udstykket til boligbyggeri.
Gårdens længer blev nedrevet omkring 1972. Adressen er i dag Lundeager 28.
Maleren Julius Exner skildrede gården i flere malerier.
Gården på Lundevej 78 har tidligere heddet Lundely, men kaldes også for Skippergården.
Adressen er i dag Rytterager 100.
Navnet Lundely kommer fra Dragør Lund og Lundevej, mens navnet Skippergården måske skyldes, at her engang har boet en skipper, men nok mere sandsynligt, at der kortvarigt lå en privat navigationsskole på gården.
Ellers har markerne været dyrket som så mange andre gårde i Store Magleby, med grøntsager og jordbær.
På Lundelys marker var der i under Besættelsestiden bygget volde til flyverskjul, hvor tyske fly Københavns Lufthavn blev parkeret. I forbindelse med byggemodning og nedgravning af kloaker i slutningen af 1940’erne, blev al den overskydende jord kørt væk på tipvogne.
Gården var i 1900-tallet ejet af familien Gjertsen, og som så mange andre gartnere fra Store Magleby, flyttede familien væk fra Amager, da deres marker blev i 1960’erne blev solgt til byggegrunde. Sønnen Edvard, der var født på gården, blev gartner ligesom sin far.
Foruden navigationsskolen, husede gården en overgang et elektronikfirma, og stod også tom i nogle år.
I dag er gården et center for buddhistisk filosofi og meditation, hvor beboerne – munkene – er tilknyttet en thailandsk munkeorden. Centeret drives af foreningen Sunnataram Copenhagen, og så har centeret fået officiel status som Thai Tempel af såvel Kirkeministeriet i Danmark som Departementet for religiøse affærer i Thailand.
Centeret blev officielt indviet af den thailandske ambassadør i Danmark den 11. juli 1992.


