Spring til indhold

Rungstedlund

Rungstedlund var oprindeligt en del af et landsted ved Rungsted Strandvej.

Ved vejen lå i 1500-tallet Rungsted Kro. Nabobygningerne på Rungstedgård var i slutningen af 1600-tallet en del af det samlede ejendomskompleks, der også omfattede et landbrug.

Gården var i midten af 1700-tallet ejet af kong Christian den 6.’s dronning Sofie Magdalene, som i 1750 overdrog gården til bygmesteren Nikolaj Eigtved.

På Rungstedlund kom i 1700-tallet digtere som Ludvig Holberg og Johannes Ewald.

Ewald boede her fast i en periode i 1770’erne og skrev her digtet “Rungsteds lyksaligheder”.

Kroen havde i gennem århundreder betjent de rejsende på vejen langs Øresund, og havde sit eget ølbryggeri og brændevinsbrænderi.

Men med anlægget af Kongevejen fra København til Nordsjælland, var der ikke kunder nok, og kroen lukkede i begyndelsen af 1800-tallet.

Rungsted Strandvej 111. 1891 (Det Kgl. Bibliotek).

Bygningerne på Rungstedlund blev videreført som landsted, og de nuværende bygninger er formentlig fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1879 købte officeren Wilhelm Dinesen Rungstedlund og også ejendommene Rungstedgård, Folehavegård og Sømandshvile. Dermed kom han til at eje et større, samlet gods på egnen.

Wilhelm Dinesen var far til forfatteren Karen Blixen og hendes fire søskende, som voksede op på Rungstedlund.

Karen Blixen. Model til buste udført af Harald Isenstein, 1935. (Karen Blixen Museum).

Blixen tilbragte en årrække i Afrika, men bosatte sig på Rungstedlund, da hun i 1931 vendte tilbage til Danmark.

Hun samlede i 1940’erne forfattere og kulturpersonligheder omkring sig i den såkaldte Rungstedlundkreds.

I dag er Rungstedlund museum for Karen Blixen og er desuden mødested for Det Danske Akademi. Bygningerne er fredet.

Rungstedlund ejes af en fond, der administrerer rettighederne til Karen Blixens værker.

Parken er udlagt som fuglereservat og rummer bl.a. “Ewalds Høj”, hvor Karen Blixen ligger begravet.