Vejen er den gamle vejforbindelse fra Amager Landevej til landsbyerne Tømmerup, Skelgårde, Viberup og Ullerup.
Bynavnet Tømmerup kan være dannet af mandnavnet Tumi og endelsen -rup, der betyder en rydning.
Tømmerup lå på begge sider af den nuværende Englandsvej.
Tømmerup havde oprindeligt mere end 30 gårde, og en del af dem er bevaret langs Tømmerupvej og Tømmerupstræde.
På hjørnet af Englandsvej ligger Enigheds Værn, der var byens købmandshandel (herover). Den blev opført i 1899 og fungerede dengang også som mejeri. Her blev mælken samlet og forarbejdet inden den kunne sælges.
Fra 1914 blev der indrettet en kro i bygningen og her var også i en periode telefoncentral.
Syd for Tømmerupvej blev der efter udbruddet af 1. Verdenskrig anlagt en forsvarslinje i terrænet, som bestod af hastigt anlagte skyttegrave. Officerer fra den styrke af soldater, som var indkaldt under krigen, boede bl.a. på Tømmerup Kro.
Tømmerupstillingen blev nedlagt efter et par år og afløst af en tilsvarende forsvarslinje langs Amagers sydkyst.
På Tømmerupstræde 37 ligger den tidligere skole, der blev oprettet i 1908 og nedlagt igen i 1943.
Skolen var tegnet af den lokale arkitekt J. P. Bacher. Senere har bygningen været brugt til forskellige erhvervsformål, bl.a. en småkagefabrik.
En identisk skolebygning blev opført i landsbyen Ullerup, men den blev nedrevet i 1972.
Skelgårde er en mindre samling af gårde og huse. Navnet skyldes formentligt, at den lille bebyggelse ligger i skellet til landsbyen Tømmerup.
Viberup er ligesom Skelgårde ikke en egentlig landsby og har historisk været knyttet til Ullerup. Navnet kan skyldes fuglen vibe eller mere sandsynligt fornavnet Vive.
Ullerups navn er på samme måde formentlig dannet af mandsnavnet Ulli. En anden mulighed er, at navnet er opstået af fuglenavnet ugle.
I Ullerup er Hvidgård den ældste, bevarede ejendom. Den stammer fra 1600-tallet og har fået navn efter én af dens ejere.
Da Københavns Lufthavn forlængede sine baner i 1960’erne, blev en række ejendomme i Ullerup eksproprieret. 25% af landsbyens beboere måtte flytte.
Længst mod syd på Tømmerupvej ligger den større gård Rågård. Den tilhørte i 1500-tallet skriveren på Københavns Slot, Peter Villadsen.
Den nuværende bygning er fra 1850’erne, men til opførelsen blev der brugt sten fra den ældre gård.



