Flere andre gader på Indre Nørrebro har navn efter træsorter.
Ahorngade blev anlagt i 1880’erne. På det tidspunkt var der ikke en egentlig byplan for kvarteret, og spekulanter opførte ejendomme i stort tal.
Huset på hjørnet af Poppelgade (Ahorngade 16) skiller sig ud ved sin nygotiske stil og de fire prydtårne – de såkaldte pinakler.
Bygningen er opført i 1886 for murermester Joachim Carl Günther og tegnet af arkitekten Frederik Carl Christian Knudsen (1858-1923).
Günther var katolik og det har måske inspireret ham til den nygotiske stil. Han fik også opført flere katolske kirker, f.eks. Rosenkranskirken i Boyesgade, Sakramentskirken på Nørrebrogade og en beboelsesejendom i Stenosgade.
Murmester Günther opførte flere ejendomme i kvarteret omkring Ahornsgade, og opkaldte Günthers Passage (herunder), som oprindeligt var en del af gaden, efter sig selv.
Ejendommen Ahornsgade 15-19 er fredet. Den er opført i slutningen af 1880’erne af murermester T. Wilde. Det repræsenterer det typiske etagehus på Nørrebro, med et sidehus i gården og en lille værkstedsbygning, som oprindeligt var smedeværksted.
Begrundelsen for fredningen, der blev gennemført i 1998 var, at huset var et meget velbevaret eksempel for Nørrebro-bebyggelsen, der efterlignede de mere mondæne ejendomme i København.
Ahornsgade 4 på hjørnet af Nørre Allé er en bygning opført for Sankt Lukas Stiftelsen.





