Pladsen er opkaldt efter den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321).
Den trekantede plads ligger mellem Ny Carlsberg Glyptotek og Ny Vestergade, der indtil 1880’erne endte her ved Vestervold, og danner en slags forplads for Glyptotekets bygning.
Navngivningen af pladsen fandt sted i 1921, som var 600-året for Dantes død.
Foran pladsen blev der i midterrabatten på H. C. Andersens Boulevard i 1924 opstillet en mindesøjle med figuren Beatrice, der var Dantes ungdomskæreste, og som indgik i flere af hans værker.
På kanten af pladen, der bærer figuren, står “Incipit vita nova”, dvs. Her begynder det nye liv. Inskriptionen er et citat fra et af Dantes digte, hvor han erklærer sin kærlighed til Beatrice.
Figuren af Beatrice blev udført af billedhuggeren Einar Utzon Franck og bl.a. betalt af midler indsamlet blandt danskere i Italien.
Søjlen blev skænket af byen Rom, og stod tidligere i byen.
Byen Firenze skænkede et portræt af Dante, som ligger ved siden af søjlen (herover). Det blev udført af den italienske kunstner S. L. Andreotti.
Mellem Stormgade og Dantes Plads ligger ejendommen Holckenhus (herover).
Holckenhus blev opført omkring 1893 og var tegnet af arkitekten Philip Smidth (1855-1938).
Ejendommen var indrettet med store, herskabelige lejligheder og kunstneratelierer.
Gennem tiden har en lang række kunstnere haft bolig og atelier i Holckenhus. Det gælder f.eks. P. S. Krøyer, Kristian Zahrtmann, Bertha Wegmann og parret Agnes og Harald Sloth Møller. Indtil 1907 havde Kristian Zahrtmann en malerskole i huset.
Endnu i dag har billedkunstnere deres virke i bygningens atelierer, der ligger i tageetagen.






