
Flere veje i kvarteret omkring Grundtvigs Kirke er opkaldt efter præster med tilknytning til den grundtvigske bevægelse.
Peter Rørdam (1808-1883) var elev af præsten og salmedigteren N. F. S. Grundtvig, som han beundrede.

Peter Rørdamsvej er anlagt omkring 1920.
Den var måske oprindeligt planlagt som en del af vejforbindelse fra Nørrebro via Lygten og Charlotte Muncks Vej til det nye kvarter ved Grundtvigs Kirke.

Ved hjørnet af Bispebjergvej ligger Skuespillerforeningens Hus (herunder), der er bygget i 1927. Det er tegnet af arkitekten F. C. Harboe.
Huset har 15 lejligheder for foreningens medlemmer, og kan desuden bruges af gæsteinstruktører o.lign.
Over indgangsdørene hænger mindetavler for enkelte skuespillere m.m..
På Peter Rørdams Vej 15 ligger Josephine Schneiders Børnehjem, der blev opført i 1928 med Thomas Havning som arkitekt.
Hjemmet lå tidligere på Vodroffsvej på Frederiksberg og har haft adresse flere andre steder.
Tidligere har journalistforbundet haft en stiftelse på Peter Rørdams Vej, men den er nedrevet.

