Fælledparken

København havde fra gammel tid græsningsarealer udenfor byen. De kaldtes fælleder, fordi de var fælles arealer, der kunne bruges af alle.

Drikkende køer på fælleden. Foto af Fritz Bentzen (Det Kgl. Bibliotek).

Arealerne blev dog også brugt til militære øvelser og efterhånden også til sportskampe, f.eks. fodbold.

Der var planer om en større boligbebyggelse på en del fællederne, ligesom man planlagde at opføre Rigshospitalet her.

Bebyggelsesplanerne blev imidlertid opgivet, og på Øster Fælled og Blegdamsfælleden opstod i stedet idéen om at anlægge en folkepark.

Monumentalplan over København, 1897. Tegnet af Franz Sedivy (Københavns Stadsarkiv).

Der var behov for grønne arealer i den voksende storby og i 1893 indgik kommunen en aftale med Forsvaret, som afgav størstedelen af de militære øvelsesarealer.

Især Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, med Jens Jensen i spidsen, arbejdede for parken.

Københavns Kommune udskrev en konkurrence om parkanlægget, som ingeniør O. K. Nobel og havearkitekt Edvard Glæsel vandt.

Oplægget var, at der skulle skabes en “folke- og idrætspark, med enkelte store sletter til møder, fester, leg,  boldspil og anden idræt”. Desuden skulle parken kunne bruges til udstillinger.

Dermed ville den få en helt anden karakter, end f.eks. Kongens Have eller de mere haveprægede parker langs de gamle volde, f.eks. Botanisk Have og Ørstedsparken.

Parkanlægget hentede inspiration fra USA og fra andre europæiske storbyers folkelige parker. Ikke mindst i England, hvor Londons Regents Park var et forbilledet.

I årene 1908-1914 blev den nye park anlagt på de gamle fælleder, og derfor fik den navnet Fælledparken.

Edvard Glæsels plan for Fælledparken fra 1908.

Parkens første træ blev plantet i 1909 af den socialdemokratiske Jens Jensen, der i mellemtiden var blevet borgmester, og efter ham fik en af vejene i parken navnet Borgmester Jensens Allé.

Vejen var en slynget promenadevej, som oprindeligt gik gennem hele parken. I dag går den kun mellem Nørre Allé og Øster Allé og skiftede i 2009 navn til Edel Sauntes Allé.

Anlægget af en idrætspark var også med i planerne. Den blev anlagt fra 1911 og gennem de følgende årtier.

Flere af de københavnske politikere var dog betænkelige ved, at give sporten så meget plads i parkanlægget. De mente, at fodboldkampe ødelagde idyllen, som det også skete i Søndermarken.

Parken blev på omkring 60 hektar. Den består af både åbne græssletter og områder med tættere bevoksning. Men først og fremmest har parken plads til sport og leg.

I den nordlige ende af parken blev der udgravet en sø, der har fået navnet Fælledsøen.

Tidligere lå i den nordlige del af parken også Fælledparkkroen. Den blev revet ned i 1972, da der var planer om at opføre et planetarium her. Der blev dog aldrig til noget, men i stedet er der anlagt en blomsterhave.

I 1965 anlagdes Fælledbadet med en soppesø.

I dag er hele den østlige del mellem Øster Allé og Serridslevvej anlagt med boldbaner og legepladser. Her ligger også Trafiklegepladsen, der er fra 1972.

Denne del af parken kaldes Klosterfælleden, efter et kloster, der ligger i forbindelse med Sankt Augustins Kirke ved Jagtvej.

I 1963 blev Fælledparken fredet som naturområde, bl.a. for at sikre at randbebyggelsen ikke lagde mere beslag på dens areal, end den allerede havde gjort.

Fra 2009-2014 blev parken renoveret med støtte fra A. P. Møllers fond.

Den runde cafépavillon blev opført i 1920 som musiktribune. Den er tegnet af Københavns stadsarkitekt Hans Wright (1854-1925) og havde plads til et 40-mands orkester.

Fra pavillonen blev der spillet de populære folkekoncerter, som kommunen arrangerede. Efter en periode uden koncerter, blev pavillonen ombygget til café i slutningen af 1970’erne.

Monumenter og mindesmærker

I Fælledparken findes en række andre monumenter og mindesmærker:

Parkens hovedindgang er gennem en indgangsportal ved Trianglen. Her står et monument til minde om Sønderjyllands genforening (herover), udført af billedhugger Axel Poulsen (1887-1972).

Motivet er en mor, der tager et barn til sig, som et symbol på den landsdel, der kom tilbage til Danmark. Monumentet blev opstillet i 1930, som en gave fra Carlsbergfondet.

Tæt ved Café Pavillonen står i Peter Bonnéns (1945 – ) skulptur “Skulptur i tre dele” (herunder), der blev opstillet i 1981.

Længst mod nord i Fælledparken står en mindesøjle for den socialdemokratiske minister F. J. Borgbjerg (herunder). Den er udført af Sven Lindhardt og opsat i 1939. Borgbjerg var én at tilhængerne af idéen om Fælledparken som en folkelig park.

Herudover findes der i parken bl.a. mindesmærker for afholdsbevægelsens stifter, lærer Ole Syversen (1801–1847), udført af Rikard Magnussen 1913–14, for fredsvennen og kvindesagsforkæmperen Fredrik Bajer (1837–1922) (portrætrelief af Einar Utzon-Frank) og hans hustru, Matilde Bajer (1840–1934) og for borgmester H. C.V. Møller (1854–1943), der var en af idrættens forkæmpere (portrætrelief i bronze af Harald Quistgaard, 1940). 

Ved boldbanerne på Klosterfælleden står Jean Gauguins (1881-1961) statue af en fodboldspiller (herover). Den er opstillet i 1939 som en gave fra Fonden til Kunstneriske Formaals Fremme.

Fælledparken som mødested

Fælledparken har gennem tiden været rammen om møder og festivaler, og på de store arealer er der plads til mange deltagere.

Traditionen med at mødes på fælleden går tilbage til tiden før parken blev anlagt.

I 1872 var fælleden rammen om en demonstration, der bakkede op om københavnske mureres strejke. Arbejderlederne, Louis Pio, Paul Geleff og Harald Brix var på forhånd blevet anholdt og demonstrationen forbudt af politiet, men den blev afholdt alligevel. Politi og husarer jagede de demonstrende væk med magt, og der opstod tumult, der senere blev kendt som “Slaget på Fælleden”.

I 1890 forbød politiet at holde 1. maj-demonstration i de københavnske gader, så arbejderne brugte i stedet fællederne til at samles på arbejderbevægelsen kampdag.

Da parken var blevet anlagt, blev der i 1910 opsat en talerstol, der er udhugget af en granitblok, der blev fundet da man anlagde parken. Fra sten-talerstolen holdt statsminister Thorvald Stauning efter sigende en 1. maj-tale, hvor han sagde de berømte ord “Stauning eller kaos”.