Kong Frederik den 3.’s dronning Sophie Amalie, købte i 1660 nogle grunde i bydelen Ny-København, for at anlægge en have i barokstil.
Dronningen havde tidligere haft en lysthave ved Vesterport, men den var blevet ødelagt under krigen mod svenskerne i 1650’erne.
Den nye have strakte sig fra den nuværende Fredericiagade til Sankt Annæ Plads.
Ved haven blev der bygget et lille palæ, Sophie-Amalienborg (tegningen herover).
Kort efter dronningens død i 1689 brændte slottet ned under en teaterforestilling. 171 mennesker mistede livet ved branden. Slottet nåede kun at eksistere i 16 år.
Grunden lå øde hen indtil 1728, og selv om kong Christian den 5. havde en drøm om at opføre et kongeslot på ruinerne, som afløsning for Københavns Slot, blev det aldrig til noget.
I stedet blev området nu brugt til lysthaver og mod nord en øvelsesplads for militæret. Hvor Frederiks Kirke ligger i dag, blev anlagt en pommeranshave.
Da kong Frederik den 5. i 1749 ønskede at fejre den oldenborgske kongeslægts 300 års regentjubilæum, skænkede han haven og de omkringliggende arealer til byen København.
Det blev overladt til hofbygmester Nikolai Eigved at udarbejde en plan for bebyggelsen af området. Man lod på det gamle Sophie Amalienborgs grund opføre fire adelspalæer.
Bygherrerne blev tilbudt skattefrihed i 40 år for at løse opgaven, og den blev løst af gehejmeråd J. von Brockdorff, general greve C. F. von Levetzau, baron S. L. Løvenskjold og overhofmarskal greve Adam Gottlob Moltke.
Samtidig opkaldte man hele bydelen Frederiksstaden, efter kong Frederik den 5., som også blev hædret i form af rytterstatuen på slotspladsen.
Amalienborg regnes for det fornemste stykke rokokoarkitektur i Danmark.
Kongefamilien flyttede ind, da Christiansborg Slot brændte i 1794.
Rytterstatuen midt på slotspladsen, der forestiller Frederik den 5. til hest, var betalt af Asiatisk Kompagni i taknemmelighed over kongens politik overfor handelen.
Statuen blev udført af billedhuggeren Jacques Francois-Joseph Saly, der påbegyndte arbejdet i 1754. Den var først færdig 14 år senere og efterbehandlingen tog yderligere tre år.
Da monumentet omsider blev afsløret i 1771, var kongen død. Statuen kom sammenlagt til at koste mere, end det havde kostet at opføre hele Amalienborg.