Spring til indhold

Frankrigsgade

Gaden hed tidligere Østergade (eller Ny Østergade), men da Sundbyerne i 1902 blev en del af Københavns Kommune, måtte navnet ændres, fordi der i forvejen var en Østergade i København.

Det nye gadenavn var i lighed med andre gader i kvarteret, hentet fra lande i det sydlige Europa.

Udsnit af kort fra ca. 1910 (Axel Andersens Forlag).

Frankrigsgade går der, hvor den nordlige af de to bygader i Sundbyøster landsby før lå. Sydpå mod Øresundsvej gik en række småveje, som var rester af landsbyens gyder.

Frankrigsgade fulgte tidligere et andet forløb i den østlige del. Den nuværende østlige del af gaden hed indtil ca. 1942 Lauenborggade. Mellem Frankrigsgade og Øresundsvej gik den nu forsvundne Minorkagade.

I Frankrigsgade lå tidligere Frankrigsgades Skole.

I Frankrigsgade 10 lå desuden en realskole, den såkaldte Knud Klaumanns Skole

Huset (herover) er opført i 1868 og bærer navnet “Elises Haab”.

I Frankrigsgade 3 ligger Sundby Asyl (billedet herover).

Asylet blev taget i brug allerede i 1877, hvor befolkningsvæksten i Sundbyerne først så småt var ved at gå i gang. I 1916 blev det overtaget af et asylselskab.

Bygningen blev skænket af fabrikant Jacob Holm, der ejede rebslageriet i Reberbanegade.

I bygningen er der stadig børneinstitution som bærer navnet Sundby Asyl.

På det sydlige hjørne af Frankrigsgade og Amagerbrogade (herunder) lå i 1800-tallet Christian Ludvig Scheels papfabrik, som var én af landets første af sin slags i Danmark.

Grunden havde tilhørt rebslager Jacob Holm. Måske blev virksomheden grundlagt her i 1830’erne.

Scheel havde også på stedet en urtekræmmerforretning, der var én af Sundbyernes første butikker.

Frankrigsgade ved Amagerbrogade. Indgangen til Scheels fabrik var gennem porten. Usikker datering, men måske 1897. (Københavns Museum).

Omkring år 1900 blev papfabrikken overtaget af svigersønnen, Carl Reiermann, der flyttede den til den modsatte side af Amagerbrogade.

Ved hjørnet af Frankrigsgade og Wittenberggade lå indtil omkring 1940 Gruberts Metalvarefabrik, der bl.a. fremstillede lamper og lysekroner.

Virksomheden, der var grundlagt allerede i 1863, lå indtil omkring 1915 i Tyrolsgade, men flyttede så hertil.

På stedet havde tidligere ligget landejendommen Aldershvile.

Den var én af de største fabrikker i Sundbyerne, og havde i en periode omkring 250 medarbejdere.

I den østlige ende af gaden ligger Frankrigsgade Kollegiet (herover) i en bygning fra 1972 på ni etager med omkring 125 værelser.

Overfor kollegiet ligger Frankrigsgade Svømmehal, der er opført i 1940’erne i tilknytning til Skolen ved Amagerbro i Lybækgade. Hallen er tegnet af kommunens arkitekt, Poul Holsøe.