Kay Fisker blev født i 1893 som søn af en farmaceut på Frederiksberg.
Han havde tidligt en drøm om at blive arkitekt, og umiddelbart efter sin realeksamen, søgte han ind på Kunstakademiet. Adgangen var dog, at han fik undervisning på Gustav Vermehrens tegneskole.
Hurtigt blev Fisker dog trukket ind i kredsen omkring Den Frie Arkitektforening, som arbejde for at oprette en uafhængig arkitektuddannelse. Her mødte han arkitekter som Povl Baumann, Ivar Bentsen, Thorkild Henningsen og P. V. Jensen-Klint.
De unge arkitekter arbejdede bl.a. med at opmåle ældre bygningsværker, og Fisker kom sammen med Aage Rafn til at beskæftige sig med nedrivningsdømte ejendomme i Vognmagergade i København.
Sammen med Rafn udførte Fisker som 22-årig sin første egentlige arkitektopgave. De vandt en konkurrence om tegninger til fem stationsbygninger på jernbanen mellem Aakirkeby og Gudhjem på Bornholm.
Her lænede de sig dels op ad inspiration fra engelske landvillaer, hvis stil især arkitekten Baillie Scott havde fornyet, men også den lokale, bornholmske byggeskik.
Under et ophold i Sverige lærte Fisker den svenske arkitekt Gunnar Asplunds enkle og nordiske prægede nyklassicisme. Den omsatte han i sit første projekt til et villabyggeri, som blev opført i Snekkersten for cykelpumpefabrikanten Julius Friis.
Her så man for første gang Fiskers egenartede stil, hvor bygningskroppen er smal og høj og vinduer små.
Kay Fisker tegner i de følgende år flere forslag til sommerhuse og får også opført villaer i de nordlige københavnske forstæder. I 1922 bidrager han med to huse i forsøgsbyggeriet Studiebyen i Gentofte (herover). Den utraditionelle placering af de høje, smalle vinduer, kendetegner Fiskers særlige stil, selv om han endnu er i begyndelsen af karrieren.
Først i 1920 afslutter Kay Fisker uddannelsen på Kunstakademiet, men året før har han fået sin første, store byggeopgave for et alment boligselskab. For Københavns Andelsboligselskab tegner han to boligkarréer ved Borups Allé på Nørrebro.
Her realiserer han de tanker, han har lagt i to konkurrenceprojekter fra årene før. Dels foreslog han en bebyggelse ved Vibenshus Runddel, dels et alderdomshjem på Frrederiksberg. I disse to projekter slår han den stil an, som kommer til at dominerer hans boligbyggerier i de kommende årtier, med den strenge, nyklassicistiske stil med en helt symmetrisk og regelmæssig placering af vinduer og de karakteristiske, brede vinduesindfatninger.
Den vældige storkarré Hornbækhus fra 1922 ved Borups Allé lægger sig op af Povl Baumanns banebrydende karrébyggeri ved Struenseegade, men er i endnu større skala. Hornbækhus er næsten 200 meter på den lange led og rummer 290 lejligheder.
Hornbækhus er en traditionel, lukket karré, som endnu i begyndelsen af 1920’erne var den almindeligste måde at bygge etageejendomme på. Men snart ændredes billedet, og den yngre arkitekter kunne eksperimentere med at åbne karréerne op og slippe lys og sol indenfor i de lukkede gårde.
Kay Fisker gjorde det sammen med Christian Holst, i deres byggeri Jagtgården på Østerbro. Her havde den tredelte bebyggelse endnu to lukkede gårde, men den tredje var åbnet mod syd.
Mulighederne for at bryde med den lukkede karrés princip afhang både af størrelsen af den grund, der var til rådighed, men nok især af bygherrens ønsker og de økonomiske hensyn.
I Gullfosshus (herover) som Fisker tegnede i 1928 lod det sig ikke gøre, men han forsøgte dog at illudere en større åbning ved hjælp af nogle brede porte mod Artillerivej.
I Gullfosshus brød Fisker den meget strenge og regelmæssige placering af vinduerne op, så de sammen med de varierende forretningsvinduer i stueetagen gav bygningen et mere levende udtryk, end f.eks. Hornbækhus eller Amagerbo (1926) ved Peder Lykkes Vej havde. Alle vinduer i Gullfosshus fik murede indfatninger i røde sten, som gav en farvemæssig kontrast til det gule murværk.
Først med Brigadegården (1928) på Amager blev den traditionelle karréform opløst. Grunden indbød til at bygge en lukket karré, men Fisker lavede “huller” i siderne, så gården fik åbninger og lod solen slippe ind. Også her fik nogle vinduer en placering udenfor det faste skema, så der blev føjet lidt variation ind i facaden.
I slutningen af 1920’erne og ind i 1930’erne var der en voldsom byggeaktivitet når det gjaldt de almene boliger. Statslånsordninger og dannelsen af almennyttige boligselskaber var medvirkende til, at der i perioden blev opført et væld af etageejendomme i Københavns nærmeste omegn.
Samtidig slog de nye idéer om gode boliger til alle i samfundet igennem i arkitekternes bestræbelser på at designe boligbyggeri, som ikke bare var økonomisk rentabelt, men også med til at højne livskvaliteten hos beboerne.
I 1927 havde Povl Baumann tegnet Vibevænget ved Nattergalevej, som var én af de allerførste etagebebyggelser med fritliggende “stokke” i stedet for en lukket karré. Kay Fisker fik i 1931 chancen for at gøre noget tilsvarende i hans byggeri Nyrnberggården ved Nyrnberggade på Amager.
Idealet om lys og luft omkring selv små lejligheder, giver sig her også udtryk i de – ganske vist små – altaner, der hørte til hvert lejemål.
Nyrnberggården blev opført i samarbejde med arkitekten C. F. Møller, som Kay Fisker skulle komme til at samarbejde tæt med de kommende mange år.
Med ham havde Fisker i 1929 tegnet et helt anderledes byggeri på Vodroffsvej på Frederiksberg. På en spidsvinklet grund ud mod Sankt Jørgens Sø. Her var den funktionalistiske byggestil, som ikke mindst den tyske Bauhaus-skole havde introduceret, kommet til København. Det irregulære hus havde store vinduer, der løb rundt om hjørnerne og indgik ligeværdigt i de altaner og karnapper, som var med til at give huset karakter.
De vandrette bånd med skiftevise gule og røde mursten gav først bygningen navnet “Lagkagehuset” i folkemunde, men da et andet byggeri på Christianshavn også fik dette kaldenavn, fik Møllers og Fiskers byggeri på Vodroffvej navnet “Strygejernet”, med reference til den såkaldte Flatiron Building i New York. Folkeviddet brugte også udtrykket “cigarkassehuset” om bygningen, hvad der vidner om, at københavnerne ikke var helt parate til den nye, internationale stil i deres by.
Et par år efter tegnede Fisker og Møller endnu et “strygejern”. Den spidse grund, der opstod i krydset mellem Åboulevard og Rosenørns Allé blev bebygget med et stort, trekantet lejlighedskompleks. Her er det igen en karré, der lukker sig om en gård, men formen er bestemt af vejenes forløb.
“Trekanten”, som huset blev døbt, har arvet de skiftevis store og små vinduer fra “Strygejernet” og de påhængte altaner fra Nyrnberggården.