Spring til indhold

Povl Baumann

Povl Baumann blev født i 1878.

Forældrene boede i København og faderen arbejdede i sine unge år som inspektør ved Kunstakademiet, hvor han bl.a. var medarbejder på Dansk Biografisk Leksikon. Senere fik han en stilling som lærer ved en skole på Stevns.

Som ung fulgte Povl uddannelsen til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt, men skiftede spor og søgte ind på akademiets arkitektuddannelse. Først måtte han dog kvalificere sig gennem Teknisk Skole og tegneundervisning.

Efter et par år opgav Povl Baumann studierne på akademiet. I 1902 begyndte han i stedet som elev hos arkitekten P. V. Jensen Klint, der havde privatelever.

Ved siden af undervisningen hjalp eleverne til på Klints tegnestue. Her fik han som én af sine allerførste opgaver lov at medvirke ved udformningen af en ventesalsbygning på Trianglen på Østerbro.

Baumann fortsatte som elev hos arkitekten Martin Borch. Her fik han bl.a. til opgave at opmåle Østre Landsrets bygning (herunder) i Bredgade.

Det må være gennem dette arbejde, at han lærte kunsten at bruge mursten i forskellige farver og mønstre som et dekorativt element på en bygnings facade.

Baumann opretholdt kontakten med P. V. Jensen Klint og modtog stadig undervisning hos ham, selv om der nok mest var tale om et ansættelsesforhold. Baumann assisterede med tegningerne til en kirke i landsbyen Vodskov i Nordjylland, som almindeligvis tilskrives Klint.

Klint havde i 1905 fået til opgave at tegne “Villa Rødsten” på Onsgårdsvej 12 i Hellerup og lod Baumann tegne naboejendommen på Onsgårdsvej 10 for overretssagfører Victor Fischer. I stilen minder lærerens og elevens villaer meget om hinanden.

Villa Rødsten (til venstre) og Baumanns villa på nabogrunden til højre. (Det Kgl. bibliotek).

I 1905 fik Povl Baumann arbejde hos arkitekten Aage Preisler (1871-1930), og medvirkede bl.a. ved opførelsen af etageejendommen på hjørnet af Bülowsvej og Rosenørns Allé på Frederiksberg (herunder) og ejendommen Odensegade 23-25 på Østerbro.

Bygningen på Rosenørns Allé fik murstenornamentik i næsten sammen mønster som Østre Landsrets bygning, og mon ikke det var Baumanns idé?

Preisler var påvirket af arkitekten Ulrik Plesner, hvis nybarokke bygninger nok også for Baumann har virket som inspiration. Ejendommen på Rosenørns Allé har mange ligheder med Plesners byggeri Åhusene, på Åboulevard, som var opført nogle år før.

Plesner blev Povl Baumanns næste arbejdsgiver. Her medvirkede han ved det store projekt til boligbebyggelse ved Danas Plads og bebyggelse af landstedet Vodroffslunds grund.

Sammen med kollegaen Louis Hygom (1879-1950) bød Baumann i 1906 ind på nogle konkurrenceprojekter om etagebebyggelser, men vandt ingen opgaver.

Landsteder og villaer

De bundne opgaver på andre arkitekters tegnestuer har måske fremmet Povl Baumanns lyst til at arbejde med sin selvstændige stil. Han lagde nu for en tid fleretagehusene fra sig og koncentrerede sig om at bygge villaer.

Mens Povl Baumann i sine unge år arbejdede i Århus, bød han ind med forslag til en konkurrence om nogle mønstertegninger til villaer, der skulle opføres ved den store landsudstilling i byen i 1909. Heller ikke denne gang havde han held i konkurrencen, som blev vundet af kollegaen Egil Fischer (1878-1963).

Efter debuten med villaen på Onsgårdsvej, tegnede Baumann i 1907 en villa (herunder) for foged H. C. Ørsted på Marienlyst Allé i Helsingør. Huset var i en tydelig engelskinspireret “cottage-stil”, og asymmetrisk med en lille karnap i den ene side. Murværket var i en blanding af røde og gule sten, der gav en mønstervirkning, som Baumann senere skulle komme til at forfine.

Marienlyst Allé 11. Udsnit af tegning af Povl Baumann (Danmarks Kunstbibliotek).

På samme tid arbejdede Baumann med opførelsen af villaen “Jenle” for digteren Jeppe Aakjær nord for Skive i Jylland. Når han fik en opgave så langt fra København, skyldtes det at hans søster havde gået på sløjdskole sammen med Jeppe Aakjærs kommende hustru Nanna Aakjær.

Nanna Aakjær havde egentligt spurgt arkitekten Thorvald Jørgensen, men han var optaget af byggeriet på Christiansborg. Thorvald Jørgensen nåede dog at lave en skitse til “Jenle”, som Baumann tog som udgangspunkt for sit arbejde.

“Jenle” (herover) blev ikke et karakteristisk Povl Baumann-hus, men nok i højere grad en villa, der passede i bygherrens smag. Stilen er langt mere dansk end i Baumanns øvrige villaer.

Det blev også Povl Baumann, der tegnede en udvidelse til “Jenle” i 1920’erne. Den udførte han som en slank, toetages fløj med assymetrisk placering af vinduerne (herunder).

I de følgende år tegnede Baumann en lang række sommerhuse og villaer, som primært blev opført nord for København. Flere af villaerne var typehuse, som kunne opføres f.eks. tre eller fem ad gangen. Det gjaldt villaerne på Caroline Amalies Vej i Lyngby eller Ryvej i Virum, der alle er fra omkring 1914.

Andre var bestillingsopgaver, hvor bygherrens krav spillede ind. Selv om opgaverne var bestilte, fik Povl Baumann lov at sætte sit helt eget præg på husene. Flere af dem var små landsteder.

I 1915 tegnede han Rågegården (herover) ved Rågeleje for the-grosserer Carøe. Her slår påvirkningen fra den engelske Arts & Crafts-bevægelse tydeligt igennem. Én af dens grundlæggere, William Morris, fik i 1860 opført villaen Red House, som sikkert har været et forbillede for Rågegården.

Rågegården er et anseeligt hus på i alt 300 kvadratmeter. Det er i to etager, delvist i bindingsværk og taget er beklædt med strå. I gården mellem de tre fløje er et rundt trappetårn. Mod vandet er der en udsigtskarnap og en indbygget veranda. En tilhørende staldbygning ligger for sig selv.

Omtrent samtidig fik Baumann til opgave at bygge et landstedet Mikkelgård (herover) for komponisten Hakon Schmedes ved Rungsted.

Selv om Mikkelgård fik træk fra de engelske landhuse med små karnapper og en tårnlignende tilbygning mod vandet, var stilen en anden – og mere dansk. Grundplanen er symmetrisk, og alligevel ikke helt. Det firelængede anlæg blev lagt på en kunstig ø med en voldgrav omkring, så huset kan minde om en ridderborg.

I 1916 blev Baumann bedt om at tegne en villa på Gammel Vartov Vej i det fornemme Ryvang-kvarter til vekselerer Aage Lunn. Også dette hus blev firelænget med en indre gård i midten. Symmetrien brydes af en karnap på sydsiden og de ulige fordelte vinduer på facaden mod vejen.

Gammel Vartov Vej 16. Grundplan og haveplan 1916 (Danmarks Kunstbibliotek).

I det ydre har bygningen, der er omgivet af en mur, en lukket karakter og hoveddøren er smal, så man ikke ligefrem inviteres til at gå indenfor. Den trapezformede trappe understreger det eksklusive præg, men uden at være monumental.

I denne periode byggede Povl Baumann for overklassen og prominente personer. Han opførte (1916) et sommerhus i Kregme ved Frederiksværk for indenrigsminister Ove Rode og langt senere (1927) sommervillaen “Svastika” (herunder) for brygger Vagn Jacobsen fra bryggeriet Carlsberg. Jacobsen ønskede en villa i stil med dem, han kendte fra New England i USA, hvor han havde boet.

Villa Svastika i Rungsted. Foto af ukendt fotograf 1927 (Det Kgl. Bibliotek).

“Svastika” var et brud med inspirationen fra England i Baumanns villabyggerier, og i stedet var det den amerikanske “colonial style”, der slog an. Svastika, der havde sit navn efter Carlsberg-bryggeriernes logo, blev revet ned i 1983.

Også i 1927 tegnede Povl Baumann den langt mere afdæmpede Villa Bellavista i Taarbæk, og dermed var hans epoke som overklassens arkitekt afsluttet.


Etageboliger og rækkehuse

Mens Baumann i sine villaer og landsteder hentede inspirationen fra England og USA, blev det i højere grad den tyske arkitektur, der var forbilleder for de etagebyggerier han fra 1920’erne koncentrerede sig om.

I 1910 rejste Baumann til London og så nogle af Ebenezer Howards haveby-bebyggelser. Nytænkningen af de moderne storbyers boligproblemer, hvor løsningen var at danne selvstændige forstæder på afstand af den tæt befolkede by, slog også igennem i København i de følgende år.

Povl Baumann blev blot ikke en del af denne bevægelse, som flere andre arkitekter i hans generationer blev det. Han lavede dog et projekt til en haveby ved Teglgårdsvej i Ordrup i 1912, men det blev ikke realiseret.

Allerede i 1907 havde Baumann været i Berlin, og mødt den tyske arkitekt Alfred Messel. Messel blev først og fremmest kendt for sine kontorbygninger, varehuse og museer. Hans store mesterværk, det strengt nyklassicistiske Pergamonmuseum, var netop ved at blive færdiggjort i 1907 og det helt nye Wertheim-varehus har Baumann helt sikkert besøgt.

Povl Baumanns første etageejendom, som han tegnede som selvstændig arkitekt, lå i Egegade på Nørrebro. Gaden var ellers bebygget i 1800-tallet, men det ganske uprætentiøse hus, der sikkert erstattede et ældre, kom til at passe fint ind. Ved at bruge skiftevis røde og gule sten, fik facaden et spændende farvespil.

Et langt større projekt var boligbebyggelsen på Vestergårdsvej, som Povl Baumann udførte tegningerne til omkring 1914 sammen med Ivar Bentsen.

Bygherren var Arbejderforeningen af 1865 og boligerne var små, men billige, så de gav arbejderfamilierne mulighed for at bo i lidt friere omgivelser, end i de tæt bebyggede brokvarterer.

Bebyggelsen var usædvanlig, dels ved sin størrelse, dels fordi den var et forvarsel om en ny tids byggeri, hvor man forlod de lukkede karréer og planlagde det grønne område som en integreret del af komplekset. Imellem blokkene lå små kolonihaver, og mod syd foldede huset sig om en stor, åben grønning.

Efter 1. Verdenskrig var der omfattende bolignød i København, og kommunen iværksatte boligbyggerier mange steder. Ved Struenseegade var nogle ledige arealer, og her bad man i 1918 Povl Baumann stå for opførelsen af flere etageejendomme. Han flyttede selv ind i én af de nyopførte lejligheder.

I modsætning til Vestergårdsvej var pladsen ikke ubegrænset, og bebyggelsesplanen blev derfor den traditionelle med lukkede karréer. Til gengæld lå den kommunale Hans Tavsens Park lige overfor, så adgang til friarealer var der dog. De to karréer mellem parken og Struenseegade blev afkortet en smule mod Jesper Brochmands Gade, så der opstod en lille plads og bebyggelsen ikke kom til at virke alt for massiv.

Snart efter at bebyggelsen på Struenseegade var opført, fik Baumann en ny opgave af samme karakter. På Amager Boulevard skulle bygges en boligkarré med mange lejligheder. Selv om grunden var afgrænset af gader på to sider, havde den en irregulær form på grund af godsbanens buede forløb bagtil.

Povl Baumann løste udfordringen ved af “knække” karréen mod bagsiden, så der opstod et lille haveanlæg. Det faldt fint ind i kvarterets grundplaner, hvor man lagde vægt på at indpasse små pladser og skabe små grønne arealer, hvor det var muligt.

“Møllegården”, som bebyggelsen hed, bærer præg af den nyklassicistiske ensartethed og strenghed som prægede 1920’ernes arkitektur – ikke mindst i etagebyggeriet.

Bortset fra murstensornamenter omkring vinduerne og indgangsdørene og markerede hjørner, er der ikke meget pynt. Mod Amager Boulevard er der butikslokaler i stueetagen, men langs Amager Fælledvej er de forvist til kælderen.

Baumann indvarsler måske med Møllegården den såkaldte “kilometerstil”, hvor husene har meget lange og næsten stereotype facader. Få år senere opførte Kay Fisker den massive karré Hornbækhus ved Borups Allé, der tydeligvis er inspireret af Baumanns boligbebyggelse på Amager.

Det omfattende boligbyggeri i 1920 i kvarteret langs Borups Allé blev fordelt på mange forskellige arkitekter. Povl Baumann fik grunden mellem Vibevej og Mågevej, som igen var en vanskelig opgave for en arkitekt, der gerne ville åbne de lukkede karréer og integrere grønne plæner i boligmiljøet.

I “Grønnegården” løste han det ved at få anlagt små haver inde i gården og mod Borups Allé var der forhaver. De er senere fjernet som følge af vejudvidelse, men de tilhørende karnapper, der fungerede som små havestuer, er bevaret. Karnaphusene har endda en altan bygget ovenpå, så også beboerne i lejlighederne på 1. sal får glæde af arrangementet.

Baumanns næste byggeri tillod til gengæld at bryde karréens rektangelform helt op. “Ved Classens Have” på Østerbro, der blev opført omkring 1924, er en firkant, hvor den ene side næsten mangler.

Parkanlægget i bebyggelsens midte bliver dermed ikke bare en grøn plæne forbeholdt beboerne, men en park med offentlig adgang. En åben gennemgang på langsiden ud mod Classensgade inviterer beboerne fra de omkringliggende gader indenfor i parken.

Som noget, der endnu i midten af 1920’erne var usædvanligt, havde nogle af lejlighederne små altaner ud mod parken. Bebyggelsen havde en høj kvalitet, og blev derfor op til tre gange dyrere, end karrébyggerier normalt var.

Ved Classens Have blev til sammen med arkitekterne Peter Nielsen (1886-1969) og Ole Falkentorp (1886-1948) efter et projekt, der blev udarbejdet af Hans Koch og Carl Petersen.

Baumann kom ikke med i kredsen af de arkitekter, der i 1920’erne og 1930’erne udviklede rækkehuset som boligform. Han blev ikke inviteret med til at tegne et hus til mønsterbebyggelsen Studiebyen i Gentofte, som en lang række af tidens arkitekter ellers bidrog til.

En enkelt rækkehusbebyggelse blev det dog til. Ved Hulgårdsvej tegnede han i 1927 en række boliger, som umiddelbart er ganske simple huse, men som alligevel bærer præg af Baumanns stil, som f.eks. blandingen af røde og gule mursten i facaderne. Lidt pudsigt er det, at husrækken ligger mellem det forbilledlige rækkehusbyggeri Bakkehusene og havebyen Grøndalsvænge, som hver repræsenterer de boligformer, Baumann ikke for alvor selv dyrkede.

Baumann-stilen slog meget tydeligere igennem i det flotte etagebyggeri for Andelsboligforeningen Aagaard fra 1930 på hjørnet af Åboulevard og Hans Egedes Gade på Nørrebro (herover).

Bygningen blev tilpasset den aflange og smalle grund, og de spidsviklede hjørner blev afrundet, så huset fik et “blødt” præg.

Murstenene var skiftevis røde og gule, og blev ikke bare brugt til at lave farvespil, men dannede et fint mønster på facaden.

Boligblokken fik hurtigt i folkemunde navnet “Linoleumshuset”, fordi mønsteret mindede om et linoleumsgulv.

I 1927 bad Københavns Almindelige Boligselskab Povl Baumann tegne etagebebyggelsen Vibevænget ved Nattergalevej – ikke langt fra Vestergårdsvej, hvor hans halvåbne karré var bygget ti år tidligere.

Her gik han videre i sporet fra Classens Have mod idealet om at åben de lukkede karréer op og slippe lyset ind. Han skabte en bebyggelse af helt fritliggende boligblokke – eller “stokke”, som de senere kom til at hedde.

Det var ét af de tidligste eksempler i Danmark på denne form for boligbyggeri. Stokbebyggelsen kendtes især fra Tyskland, og i Danmark var formen endnu så ny og ukendt, at et fagblad kaldte stokkene for rækkehuse, hvad de jo ikke var.

Vibevængets første fire stokke blev suppleret med yderligere fire og sluttet af med en halvåben karré ud mod Mågevej og endelig (i 1936) tegnede Baumann Nordre Vænge, som er en enkelt, lang længe langs Nattergalevej, der rammer det lille boligkvarter ind.

Ideen om de fritliggende boligblokke blev yderligere udviklet i bebyggelsen Ryparken i Emdrup, som Povl Baumann var én af arkitekterne bag. Her arbejdede han sammen med Edvard Heiberg, Frederik Wagner og Karl Larsen (1892-1958). Kollegaerne havde dannet firmaet Kooperative Arkitekter, hvis ideer var forankret i de kulturradikale kredse.

Baumanns bidrag til bebyggelsen i Ryparken var 14 fritliggende tre-etages blokke, som var forskudt i forhold til hinanden, så flest mulige fik glæde af solens stråler på altanerne. Altaner blev et symbol på det moderne boligbyggeri, hvor den ikke bare var en redningsvej i tilfælde af brand, men en lille udvidelse af lejlighedens areal.

I 1930’erne fortsatte Baumann arbejdet med at tegne etageejendomme for de almene boligselskaber.

Københavns Nordvestkvarter var ét af hovedstadens vækstområder, og her var plads til at lægge grønne områder mellem husene og orientere dem efter solens gang. På den anden side var det kriseår, hvor økonomien satte begrænsninger for, hvor luksuriøst der kunne bygges.

Povl Baumann mestrede kompromiset mellem de to behov i sine store etagebyggerier omkring Tomsgårdsvej: Vinkelgården (1935), Storgården (1935), Klokkergården (1938) (herunder), Ved Skolen (1939) og Klerkegården (1942).

Baumann var ikke alene om opgaverne, og især arkitekten Knud Hansen (168-1964) var kompagnon i flere af projekterne. De vigtige udearealer blev først og fremmest udført af havearkitekten C. Th. Sørensen, som formede græsplæner og legepladser, så de løftede kvaliteten af boligområderne.

De sidste byggerier i Nordvestkvarteret blev gennemført i samarbejde med arkitekten Aage Müller. Med ham arbejdede Povl Baumann også sammen om nogle af sine sidste, større byggerier.

For Københavns Kommune opførte de en lille bebyggelse med ældreboliger (herover) på hjørnegrunden mellem P. Knudsens Gade og Borgmester Christiansens Gade i Sydvestkvarteret.

Som nabo til dem, tegnede Baumann og Müller i årene 1948-1954 Ellebjergskolen og det tilhørende bibliotek.


Forretnings og erhvervsbygninger

Povl Baumann blev først og fremmest kendt som boligarkitekt, men har tegnede også enkelte forretnings- og kontorbygninger.

I 1908 fik Povl Baumann en ansættelse på DSB’s tegnestue. Her var arkitekten Heinrich Wenck (1851-1936) leder og han var på dette tidspunkt især engageret i byggeriet af Københavns Hovedbanegård, men tegnestuen arbejdede samtidig med opførelsen af udbygning af DSB’s værksteder i Århus.

Her fik Povl Baumann lov at sætte sit selvstændige præg på en administrationsbygning, som fik et særligt Baumann-præg. Huset har det stribede mønster, som dannes af de gule og rød mursten og selv skorstenene er stribede. Bygningen er egentlig blot en anonym kontorbygning, men har alligevel dekorative elementer, som den fremhævede balkon i tagetagen. På siden sidder en altan og en lille karnap, som sikkert har været brugt som til at overskue værkstederne

Nogle år senere udførte Baumann et par opgaver for firmaer i København. I 1917 tegnede han en cigarbutik for tobaksfabrikanten Hirschsprung på Gammeltorv, og i 1923 et butikslokale for firmaet Skandinavisk Grammofon på Købmagergade.

I 1930’erne arbejde Povl Baumann sammen med sin tidligere samarbejdspartner fra Classens Have, Ole Falkentorp, om en større byggeopgave på Vesterbro. Falkentorp var af Københavns Kommune blevet bedt om at udfylde karréen mellem Trommesalen og Vesterbrogade med et større kompleks af kontorer og forretninger.

Kommunen krævede, at en anden arkitekt blev tilknyttet projektet, og Falkentorp foreslog Povl Baumann. De to kolleger rejste på studietur til flere europæiske lande for at hente inspiration. Ideerne blev omsat til en – efter danske forhold – ganske utraditionel bygning. Bygningen fik navnet Vesterport og stod færdig i begyndelsen af 1930’erne.

Ikke bare var den bygget op over en arkade, som strakte sig i to etager, men den var opført med brug af stålprofiler, som man kendte fra tidens moderne skyskrabere i f.eks. New York. Det funktionalistiske hus på Vesterbro var beklædt med kobberplader, hvilket i folkemunde gav den tilnavnet “femøren”, fordi datidens femøres-mønter var fremstillet af kobber.

Nørre Voldgade 34. Foto af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, 1949 (Københavns Stadsarkiv).

I slutningen af 1930’erne opførte Baumann en kontorejendom på Nørre Voldgade for Industrifagenes og Jernindustriens Sammenslutning. På den spidsvinklede grund på hjørnet af Larslejstræde, fik han indpasset en moderne bygning, der respekterede beliggenheden på kanten af den københavnske middelalderby.

Den har ikke nogen udnødig pynt, men føjer sig fint til nabohuset, som trods sit klassicistiske præg er opført i 1902 af arkitekterne Fritz Koch (1857-1905) og Gotfred Tvede (1863-1947). Baumanns bygning fik samme takt i størrelsen og placeringen af vinduerne. I virkeligheden genbrugte Baumann planen til en bygning til Teknologisk Institut, som han havde udarbejdet som konkurrenceforslag sammen med Ivar Bentsen allerede i 1915.

Som et af sine sidste projekter, tegnede Povl Baumann i 1947 en industribygning på Høffdingsvej i Valby for konservesfirmaet Plumrose A/S. Den blev ganske atypisk for hans byggestil, for her er der tale om en produktionsbygning og ikke et boligkompleks. Her ser man, at Baumann har inddraget funktionalismens ideer, selv om han i øvrigt aldrig blev en funktionalistisk arkitekt. De mange vinduer og deres regelmæssige placering på facaderne er dog et tydeligt Baumann-præg.

Samme år udførte Baumann sammen med Aage Müller tegningerne til en kontorbygning for et forsikringsselskab på Nyropsgade 37 i København. I et kvarter, der blev præget af den funktionalistiske arkitektur, holdt han fast ved murstenene, og forsynede ovenikøbet bygningen med markerede lisener i facaden. Han havde ikke sluppet nyklassicismen og gjorde det egentlig aldrig.

Povl Baumann. Udateret foto af ukendt fotograf. (Det Kgl. Bibliotek),