Matthæusgade

Matthæusgade har navn efter Sankt Matthæus Kirke, som var den første folkekirke på Vesterbro.

Gaden fik sit navn i 1883, men var allerede projekteret omkring 1870.

Udsnit af kort over Kjøbenhavn med nærmeste omegn. Frederiksberg, Vesterbro m.m. Udført af V. F. A. Berggreen. 1879. (Det Kgl. Bibliotek)
Udsnit af kort over Kjøbenhavn med nærmeste omegn. Udført af V. F. A. Berggreen. 1879. (Det Kgl. Bibliotek)

Den gav forbindelse mellem Vesterbrogades meget lange sidegader Valdemarsgade, Oehlenschægersgade, Saxogade og Dannebrogsgade. I de første år hed den Dannebrogs Tværgade.

Matthæusgården fra 1905 i Matthæusgade 22-44 er et for Vesterbro usædvanligt byggeri, hvor boligkarréen former sig omkring en blind sidegade. Denne måde at bygge på ses mest på Østerbro.

Matthæusgades Skole ved opførelsen i 1883. (Københavns Museum).
Matthæusgades Skole ved opførelsen i 1883. (Københavns Museum).

I Matthæusgade ligger en afdeling af Tove Ditlevsens Skole. Den blev opført i 1883 og var tegnet af arkitekten Hans Jørgen Holm (1835-1916). Skolen hed fra begyndelsen Matthæusgades Skole.

Arkitekten havde projekteret skolen med lokaler i kælderetagen, men det kunne ikke lade sig gøre at udnytte kælderen, fordi området lå så lavt og ofte stod under vand om efteråret og vinteren.

Både skole og kirke opfyldte i 1880’erne et kolossalt behov i bydelen, hvor befolkningstallet voksede dramatisk. I 1882 blev der i kirken døbt næste 1200 børn og viet op mod 400 ægtepar.