Spring til indhold

K. B. Hallen

KB-hallen. Foto af Holger Damgaard (Det Kgl. Bibliotek).

I 1938 åbnede K. B. Hallen ved Peter Bangs Vej. Hallen var opkaldt efter Kjøbenhavns Boldklub, der på trods af navnet altid har haft hjemsted på Frederiksberg.

Arkitekten var Hans Hansen (1899-1958) og bl.a. Poul Henningsen (1894-1967) stod for en del af indretningen og inventaret.

Hallen var opført som idrætshal, men blev lige fra starten også brugt til koncerter, politiske møder, udstillinger og messer.

Ved indvielsen var K. B. Hallen det største private idrætsanlæg i Europa.

Her blev bl.a. spillet tennis, som KB havde indført som sportsgren i Danmark i 1883.

Hallen blev i 1944 udsat for schalburgtage, altså tysk gengældelse for modstandsbevægelsens arbejde. Den blev dog genåbnet efter krigen.

I 2011 blev hallen fredet, som et eksempel på 1930’ernes funktionalistiske brugsarkitektur. Kort efter brændte hallen ned og kunne ikke reddes.

Derfor opførtes i 2018 en helt ny hal på samme sted, som er tegnet af CCO-arkitekter. Enkelte dele fra den nedbrændte hal er genanvendt, og det karakteristiske K.B.-logo er indsat i facaden.

I forbindelse med hallen ligger et større idrætsanlæg, som bl.a. består af fodbold- og tennisbaner. Det drives i dag af FC København, som er videreførelsen af KB.

Pladsen foran hallen er nyanlagt i forbindelse med genopførelse af hallen.

På pladsen står skulpturen “To fodboldspillere”, der er udført af Knud Nellemose (1908-1997). Den er opstillet her i 1976.