Sankt Jakobs Kirke

På Nørrebro blev Sankt Johannes Kirke bygget i 1861. Dens sogn omfattede til at begynde med også Østerbro, men i 1870’erne tog man initiativ til at bygge en kirke her, fordi befolkningstallet voksede i bydelen.

Kirken blev indviet i 1878 og fik navn efter Johannes’ bror, apostlen Jakob.

Jacob er afbilledet i et relief over indgangen til kirken.

Arkitekten var Ludvig Fenger (1833-1905) og stilen er nygotisk.

Kirken er en såkaldt “magistratskirke”, fordi Københavns Kommune betalte et bidrag til opførelsen og stillede grunden til rådighed.

Altertavlen er udført af maleren Carl Bloch. I tårnet sidder et ur, der stammer fra Københavns Hovedvagt på Kongens Nytorv.

Sognet er senere blevet delt og nye kirker opført. Det gælder f.eks. Esajas Kirke og Frihavnskirken.