I 1577 blev der udstedt forbud mod at slagte dyr inde i byen. Man var dels bange for, at smitsomme sygdomme kunne sprede sig fra slagteriaffaldet, og dels lugtede det ikke særlig godt, når slagterne var i gang.
Derfor flyttede slagterne i 1583 til et nyopført slagtehus ved Vesterbrogade, men det blev ødelagt under krigen med svenskerne i årene 1658-1660.
I stedet anlagde hofslagter Niels Olufsen en slagtegård nord for Vesterbrogade. Her holdt man to gange om ugen heste- og kvægtorv. Her kunne man samtidig kontrollere, om der blev betalt afgifter af de dyr, der blev slagtet og derefter ført ind i byen, for ved siden af lå acciseboden, hvor afgifterne skulle betales.
Som signal til, at markedet åbnede, blev der slået på en tromme – så derfra stammer måske det lidt pudsige gadenavn.
Men det kan også referere til en sal på hjørnet af Vesterbrogade, hvor militærets tambourkorps holdt øvelser. Selve vejen fik først navnet officielt i 1918.
Trommesalen blev mødested for bønder og slagtere og der opstod naturligt et væld af beværtninger, hvor de kunne slukke tørsten efter handlen.
Mens handelen med dyrene og selve slagtningen skulle foregå udenfor Vesterport, blev kødet stadig solgt på markederne inde i byen, f.eks. fra slagterboderne på Gråbrødretorv og Nikolaj Plads.
Efterhånden som der kom bebyggelse på Vesterbro, kom kødmarkedet til at ligge lidt for tæt på naboerne.
I 1864 blev den nye Københavns Hovedbanegård opført lige ved siden af, og det var ikke så heldigt at byens gæster, der ankom med toget, som det første mødte et grisemarked.
Trommesalens kapacitet var dog også ved at være brugt op, for efter midten af 1800-tallet blev der årligt slagtet 30.000 stykker kvæg, 9.000 kalve, 10.000 får og lam samt 7.000 grise.
I 1879 blev markedet der derfor anlagt et nyt marked, Kødbyen, på et opfyldt areal ved siden af Halmtorvet.
Ved Trommesalen blev der nu plads til nybyggeri, men mange af de gamle værtshuse blev liggende og der kom også flere marskandiserforretninger, der bl.a. solgt malerier af tvivlsom kvalitet. Derfor kaldes den slags billeder for “trommesalskunst”.
Ejendommen på hjørnet af Trommesalen og Gammel Kongevej, med de fornemme udsmykninger, blev opført efter at kvæghandlen var ophørt.