Spring til indhold

Magasin du Nord

DSC_0195 RES

På Kongens Nytorv 13-15 ligger i dag stormagasinet Magasin du Nord.

I middelalderen lå her en storgård, Østergård, som var en del af byens forsvar. Borgen og det tilhørende tårn ”Kringelen”, beskyttede dels indsejlingen til byen, dels markedet, der blev holdt i området, hvor Sankt Nikolaj Kirke ligger i dag. Tårnet kaldtes også ”Byens Tårn”.

I 1300-tallet fungerede Østergård også som ladegård for Københavns Slot.

Gården, der lå på hjørnet af Kongens Nytorv og Vingårdsstræde, eksisterede gennem århundreder og blev med tiden et domicil for adelige familier.

hotel-du-grand-nord-res
I 1700-tallet omtaltes den som “Grosskanslerens Palæ”, men blev i 1797 indrettet til Hotel du Grand Nord (tegningen herover).

Her indkvarteredes nogle af byens fornemme gæster, og bygningen rummede også en badeanstalt.

I midten af 1800-tallet svandt hotellets fornemme præg. Indehaveren indrettede en dansesal i kælderen og lejede værelser ud til “utugt”, hvilket han endte med at komme i fængsel for.

I 1871 blev den store bygning købt at to kompagnoner, Theodor Wessel og Emil Wett. De havde nogle år forunden åbnet en forretning i Århus under navnet “De Forenede Hvide Vare Forretninger”, men ville gerne etablere sig i hovedstaden.

De indrettede sig i de eksisterende bygninger, men kun for nogle år, for de havde ambitioner om at opføre en meget større bygning til deres stormagasin efter parisisk forbillede.

De ældre bygninger blev revet ned og istedet opførtes den nuværende, hvor Magasin du Nord åbnede for kunderne i 1893.

Den nye bygning blev tegnet af arkitekterne Henri Glæsel (1853-1921) og Albert Jensen (1847-1913)

Magasin udviklede sig efterhånden til en butikskæde, der havde afdelinger over hele landet.

En del af varerne i kom fra Wessel & Wetts fabrikker i Landskronagade på Østerbro. Det gjaldt først og fremmest tekstiler og møbler.