Bispebjerg Hospital

Ved starten af 1900-tallet voksede indbyggertallet i København, da nye bydele, som f.eks. Brønshøj og Vanløse, var blevet indlemmet i kommunen. Københavns hospitaler, Kommunehospitalet og de mindre hospitaler i f.eks. Baldersgade, havde nu ikke længere kapacitet nok.

Samtidig betød indførelsen af sygekasser i 1892, at de dårligst stillede i samfundet også fik adgang til hospitlsbehandling. Derfor planlagde man et nyt, stort sygehus i bydelen Bispebjerg, hvor der endnu lå store, ubebyggede arealer, som Københavns Kommune havde erhvervet i 1890’erne.

Over hovedindgangen i administrationsbygningen sidder Københavns våben hugget i kalksten og to kalkstensrelieffer, der forestiller medicinen og kirurgien.

Hospitalet kom til at ligge så langt uden for byen, at de nyansatte sygeplejersker i starten var nervøse, når de skulle til og fra deres arbejde.

Den oprindelige plan til hospitalet blev udformet af Københavns stadsarkitekt Ludvig Fenger (1833-1905), som foreslog at hovedindgangen skulle ligge ud mod Tagensvej.

Han tegnede et hospital, der bestod af mindre pavilloner, fremfor én stor bygning, på samme måde som man havde bygget f.eks. Blegdamshospitalet og Øresundshospitalet,

Fenger døde imidlertid inden planen blev sat i gang, og opgaven blev i stedet overdraget til Martin Nyrop (1849-1921), som netop havde færdiggjort sit store projekt med bygningen af Københavns Rådhus. Han forslag fra 1907 til grundplanen ses herover.

Nyrop ændrede i grundplanen, så hospitalet udnyttede terrænet, der skrånede ned mod Lersøen, og den centrale indgang placeret ud mod de grønne områder.

Hospitalet bestod dels af en trefløjet administrationsbygning, dels af seks pavillionbygninger med sygestuer samt to bygninger til operationsstuerne. Byggeriet blev indledt i 1908 og stod færdigt i 1913.

Da hospitalet åbnede, havde det en kirurgisk og to medicinske afdelinger med plads til i alt 700 patienter. Desuden var der bade- og massageafdeling.

Herover ses administrationsbygningen med de markante hjørnetårne umiddelbart efter opførelsen i 1913. Herunder én af patientbygningerne, som hver har en rund karnap midtfor, hvor der er opholdsstue.

Nyrop tegnede bygningerne med inspiration fra historiske stilarter. F.eks. var badeanstalten i romersk stil og kapellet fik træk fra middelalderen. Hovedparten af bygningerne var dog stærkt påvirket af skønvirkestilen, som i begyndelsen af 1900-tallet havde sin storhedstid i Danmark.

Hospitalets haveanlæg stor havearkitekten Edvard Glæsel for. Der var god plads mellem de fritliggende bygninger til grønne plæner og små haver.

De grønne områder kunne bruges af de oppegående patienter, og man lagde meget vægt på, at adgang til natur og haver var en del af helbredelsen. Også selve arkitekturen opfattede man som “helende”. Et hospital med smukke bygninger, kunne medvirke til at gøre patienterne raske.

Pavillonerne var forbundet med underjordiske gange, hvor patienterne kunne transporteres. Gangene har en længde på 5,5 kilometer og bruges stadig.

Nogle af pavillonerne var dog også forbundet over jorden med operationsstuerne, der lå i selvstændige bygninger. Forbindelsesbygningerne blev udformet, så de også fungerede som porte ind til hospitalsområdet.

Hele byggeriet var moderne indrettet med elevatorer, liggehaller og verandaer og de lave bygninger og grønne omgivelser var med til at gøre hospitalet til et venligt sted, hvor patienter kunne føle sig godt tilpas.

Hospitalet var beregnet til at kunne udbygges til næsten dobbelt størrelse. Ved udvidelsen i 1930’erne blev der dog opført én større bygning mod nord, tegnet af Gunnar Laage (1876-1948), i stedet for yderligere pavillonbygninger. Her blev den psykiatriske afdeling placeret. Denne bygning er senere nedrevet.

Idéen om den strenge symmetri i anlægget blev dog fastholdt. Kortet herover fra 1929 viser hospitalet inden den første udvidelse.

I områdets nordligste del blev der bygget et patologisk institut, hvor der blev foretaget dissektioner af afdøde patienter.

Indgangen til hospitalets patolgiske institut. Bemærk kommunens våben for oven og de to kranier over døren, der fortæller om, at herinde blev de afdøde patienter dissikeret.

Ved siden af ligger hospitalets kapel (billedet herunder), som blev opført i en næsten middelalderagtig stil.

I den østlige del og i nordligste ende af området ud mod Tuborgvej (billedet herunder), blev der opført mindre portbygninger.

Bispebjerg Hospital spillede på flere måder en rolle under Besættelsestiden.

Det illegale blad “Frit Danmark” blev trykt i en kælder under hospitalet, og mange læger og sygeplejersker var med til at behandle og skjule sårede sabotører og eftersøgte.

I efteråret 1943 var hospitalet skjulested for danske jøder på flugt og omkring 2.000 jøder var skjult i kortere eller længere tid, som mindepladen i kapellet fortæller.

Bispebjerg Hospital udbygges i disse år, På billedet herover ses de oprindelige hospitalsbygninger nederst, og nybyggeriet øverst. Billedet er en visualisering udført af arkitektfirmaet Friis & Moltke.

Hospitalets ældste bygninger blev fredet i 2010.