Øregård

Efter omfordelingen af jorden i Gentofte i 1765, fik sognefoged Jacob Jensen tildelt en jordlod på byens overdrev. Den lå ned mod Øresund, hvor jorden ikke var den bedste.

På kortet herunder ses den store grund, der strakte sig fra vore dages Gruts Allé i vest til øresundskysten i øst. Jordlodden blev skåret igennem af landevejen fra København til Helsingør (i dag: Strandvejen),

På grunden blev der opført gård tæt på oldtidshøjen Orehøj og derfor fik gården navnet Oregård – der senere blev til Øregård.

Indtil 1806 blev gården drevet som landbrug. Den sidste bonde var Lars Jacobsen, der har givet navn til Jacobsens Allé.

I 1806 blev gården overtaget af den københavnske storkøbmand og skibsreder Johannes Søbøtker, som lod den nuværende hovedbygning opføre. Pengene til byggeriet kom fra faderens plantager i Vestindien, hvor det dog hed, at de afrikanske slaver fik en ordentlig behandling.

Adam Søbøtker (1753-1823). På hans plantager i Vestindien lagdes grunden for den kapital, der blev brugt til at bygge Øregård for. Maleri af Jens Juel (Tilhører Øregård Museum).

Huset blev tegnet af arkitekten Joseph Jacques Ramée, (1764-1842) der også stod bag lystejendommen Sophienholm ved Bagsværd Sø og Erichsens Palæ på Kongens Nytorv.

Ramée tegnede også den tilhørende park, der blev anlagt efter forbillede i engelske haver med slyngede stier.

Søbøtker tabte de fleste af sine penge og flyttede til Vestindien igen. I 1821 blev Øregård købt af en anden storkøbmand, Joseph Hambroe, der er omtalt i artiklen om Hambros Plads.

1800-tallets ejere af Øregård boede ikke på stedet, men brugte det som landsted om sommeren, ligesom de store slotte i nærheden Bernstorff Slot og Charlottenlund Slot. Først fra 1870’erne, hvor ejeren var grosserer Dethlef Ohlsen, blev Øregård helårsbeboelse.

Efter 1. Verdenskrig købte Gentofte Kommune huset for at opføre et sygehus på grunden. Det kom dog til at ligge ved >Kildegaardsvej, og i stedet indrettedes Øregård til kunstmuseum. Her fandt forlagsdirektør Jacob Hegels store samling af topografiske billeder fra København og omegn plads.

Øregårds ret omfattende marker blev udstykket til villabyggeri. Målet var at skabe et kvarter for velhavende, som kunne øge kommunens skatteindtægter.

Én af villavejene, Søbøtkers Allé, fik navn efter Øregårds ejer, mens Duntzfelts Allé blev opkaldt efter hans kompagnon, Christian Wilhelm Duntzfelt.

Flere villaveje i nærheden blev navngivet efter Øregårds beboere gennem tiden, og kaldtes alléer, for at gøre kvarteret mere mondænt. Hambros Allé, der fører fra Strandvejen ned til vandet, fik pålagt en klausul, så det frie udsyn over Øresund blev bevaret.

Øregårdsparken blev i 1918 åbnet for offentligheden, efter at kommunen havde købt Øregård. I parken blev der i 1919 afholdt en udstilling af skulpturer, hvoraf nogle står endnu.

Selve hovedbygningen blev i 1921 indrettet som et museum for malerier med lokale motiver fra København og fra Hellerup-egnen. Malerisamlingen var især skænket af etatsråd Hegels enke.