Spring til indhold

Heimdalsgade

Heimdal er i den nordiske mytologi den gud, der bevogter Bifrost, som er adgangen til gudernes rige.

Gaden blev anlagt omkring 1890, men havde formentlig eksisteret tidligere som en markvej, der førte til Rådmandsmarken og var adgangsvej til ejendommen Enighed. 

I dag er gaden delt i to dele, hhv. nord og syd for Mimersgade, som afskæres af Den Sorte Plads, der er en del af Superkilen, som det tidligere jernbaneterræn kaldes (billedet herover).

Heimdalsgade var tidligere i høj grad præget af industri og endnu ligger flere af de gamle fabriksbygninger tilbage.

På hjørnet af Mimersgade ligger chokoladefabrikken Elisabethsmindes bygninger fra tiden omkring 1. Verdenskrig (billedet herover). Fabrikken havde tidligere ligget ved Nansensgade.

I en del af disse bygninger lå også Dansk Læder- og Skotøjsindustri A/S, der var grundlagt i 1918.

I Heimdalsgade 35-37 lå fra 1912 Engelsk-Dansk Bisquitfabrik (billedet herunder). Fabrikken lukkede i 1978. På virksomheden blev der bl.a. produceret cornflakes under handelsnavnet Kelloggs.

Af andre virksomheder kan nævnes gummifabrikken Schiønning & Arvé, der startede i 1896 som “De Forenede Gummi- og Luftringefabrik”. Fabrikken voksede og tog i 1934 en ny bygning i brug. Schiønning & Arvé lukkede i 1981 og derefter var fabrikken kortvarigt besat af unge forud for nedrivning og opførelse af den nuværende beboelsesejendom på Heimdalsgade 41-57.

På den modsatte side af gaden havde det amerikanske bilfirma Ford  fra 1919 en samlefabrik for biler (billedet herunder).