Spring til indhold

Stevnsgade

I kvarteret mellem Nørrebrogade og Tagensvej har mange gader navne efter sjællandske byer eller lokaliteter.

Stevnsgade blev projekteret omkring 1910 som en del af et nyt kvarter på den tidligere Nørre Fælled. Gaden fik sit navn omkring 1915.

En stor del af bebyggelsen i kvarteret blev opført af andelsboligforeninger eller af Københavns Kommune.

Der var dog også private bygherrer, f.eks. ejendommen mellem Stevnsgade og Jagtvej, der blev opført af en blomsterhandler. Sikkert derfor er der fine dekorationer over indgangsdørene, der forestiller blomsterbuketter eller – som herover – glade ansigter.

Stevnsgades Skole åbnede i 1914 under navnet Nørre Fælled Friskole. Den tilbød – i modsætning til byens betalingsskoler – gratis undervisning. Da skolen åbnede lå den nærmest på den bare mark, og var gemt bag et gartneris drivhuse.

Bygningerne blev tegnet af Københavns Kommunes stadsarkitekt, Hans Wright (1854-1925). Skolen havde fra starten plads til over 1.000 elever.

Stevnsgade Skole er sammen med den tidligere Sjællandsgades Skole i dag en del af Guldbergskolen.

I 1958 dannede elever og lærere fra skolen en basketballklub, der fik navnet Stevnsgade.

Hvor Stevnsgade møder Jagtvej dannes et lille anlæg mellem vejbanerne. Her er der blevet plads til Frantz Viggo Hansens (1903-1985) skulptur “Vågnende pige”, der blev opstillet i 1936.