Århusgade

Gaden har som mange andre på Østerbro navn efter en dansk provinsby.

Princippet i navngivningen i bydelen var, at den vigtige, gennemgående gade skulle opkaldes efter landets næststørste by.

Når Århusgade blev bredere end mange andre gader på Østerbro, skyldes det at den førte trafikken til den nordlige del af Københavns Frihavn.

Århusgade blev anlagt i 1880’erne. Den østlige del hed de første år Fortunagade efter spritfabrikken Fortuna, der lå ved Strandboulevarden. På kortet herover fra 1886 er Fortunagade streget ud.

Frem til slutningen af 1800-tallet lå virksomheden Ny Kalkbrænderi ved Århusgade (se nærmere under Gammel Kalkbrænderi Vej).

Forbindelsesvejen dertil gik ad den nuværende Løgstørgade, der som en af de eneste gader på Østerbro går på skrå. De spidse vinkler, der dannes ved skæringen med Århusgade, har dannet små pladser, hvoraf den ene er Århus Plads.

Da Københavns Frihavn blev anlagt i 1890’erne, blev Århusgade én af vejforbindelserne dertil. Endnu i dag fortsætter Århusgade i det tidligere frihavnsområde.

I Århusgade 88 ligger vin- og spiritusfirmaet Hans Just. Det har til huse i en pakhusbygning fra 1917.

Pakhuset er i fem etager med fire loftsetager bygget ovenpå. Ved opførelsen var det Københavns næsthøjeste bygning.

Ved Herninggade blev der i 1901 opført en sporvognsremise (billedet herover). Den var tegnet af arkitekten Vilhelm Friederichsen (1841-1913). Efter at sporvognene holdt op med at køre på Østerbro i 1966, blev bygningerne anvendt som garage for busser. I dag er de medborgerhus under navnet Østerbrohuset.

I 1800-tallet lå der mellem Århusgade og Hjørringgade et forlystelsessted, der hed De fattiges dyrehave. Det var et alternativ for dem, der ikke ville tage (eller havde råd til) turen helt ud til Dyrehavsbakken i Jægersborg Dyrehave.