Skindergade

Tilbage i middelalderen hed gaden Gråbrødrestræde, fordi den førte fra Gammeltorv til klosteret ved Gråbrødretorv.

Senere – og indtil 1879 – hed gaden Klædeboderne, fordi her især boede håndværkere, der arbejdede med skind – altså sadelmagere, buntmagere, rem-magere m.m. Deres laug fik i 1549 lov til at drive udsalg af klæde, fløjl, damask, silketøj osv.

Mellem Gammeltorv og Skoubogade lå et slags loppemarked, som blev kaldt Paltemarkedet eller Lusetorvet. Her kunne man købe huer, strømper, gammelt tøj og lapper.

På hjørnet af Klosterstræde lå i anden halvdel af 1600-tallet 13 slagterboder. De flyttede i 1700-tallet til Gråbrødretorv og senere til Nikolaj Plads.

I gaden nordlige ende brydes husrækken af muren som skærmer haven, der hører til Elers KollegiumStore Kannikestræde. Det rødkalkede hus i Skindergade 8 er fredet og opført kort efter den store brand i København i 1728.

På hjørnet af Fiolstræde (Skindergade 34) ligger Soldins Stiftelse. Huset er tegnet af arkitekten C. F. Hansen (1756-1845). På stedet lå tidligere Metropolitanskolens første bygning. Huset var oprindeligt “Trøstens Bolig” – en stiftelse beregnet for mindrebemidlede håndværkerfamilier.


I Skindergade 47, i gadens vestlige ende, ligger en større ejendom opført omkring 1903 for firmaet S. Seidelin, der var et af Københavns førende indenfor tekstil og manufakturhandel (billedet herover). Huset blev tegnet af arkitekterne Bernhard og Valdemar Ingemann.

På hjørnet af Gammeltorv opførtes i 1937 en forretningsejendom for A. Stellings farvehandel i tidens typiske funktionalistiske stil (billedet herover). Arkitekten var Arne Jacobsen (1902-1971).