Strandmøllen

Strandmøllen er den sidste i rækken af ni vandmøller langs Mølleåen, inden den løber ud i Øresund.

Fra omkring 1600 var her en papirfabrik. Fabrikken blev i århundreder drevet af familien Drewsen.

Det siges, at det var kong Christian den 5.’s dronning Charlotte Amalie, der overtalte den tyske papirfabrikant Johan Drewsen, til at indrette en papirmølle her. Hun ejede også møllen ved Hjortholm, hvor der ligeledes var papirfabrikation.

Maleriet herover er udført af C. W. Eckersberg og viser Strandmøllen i 1822.

Efterhånden koncentreredes papirfremstillingen på Strandmøllen, men da vandkraften ikke var stærk nok, blev der allerede i 1823 installeret en dampmaskine til at drive værket.

J. C. Drewsen udbyggede fabrikken med et nyt værk nord for Mølleåen. Der var i 1800-tallet omkring 150 ansatte, og Strandmøllen leverede papir til brug i Staten – bl.a. til trykning af pengesedler.

To sønner i familien, Michael og Christian Drewsen, grundlagde endnu en papirfabrik, der kom til at ligge ved ved Gudenåen i Jylland, hvor senere byen Silkeborg skød op. De overtog også to andre møller ved Mølleåen, Ørholm og Nymølle, men drev dem fra 1865 hver for sig.

Efter at stort set at have haft monopol på fremstilling af papir i Danmark, fik Drewsens virksomheder konkurrence fra andre fabrikker i anden halvdel af 1800-tallet og fra 1889 indgik Strandmøllen i De Forenede Papirfabrikker. De var dog ikke rentabelt af producere papir ved Mølleåen, så i 1899 ophørte mere end 200 års papirfabrikation.

Imellem 1899 og 1917 blev møllen brugt som maskinfabrik og skibsværft og siden har den været produktion af industrigasser.

I dag er der ikke meget tilbage af de oprindelige fabriksbygninger på Strandmøllen, selv om det hævdes at den karakteriske, halvrunde bygning ud mod Strandvejen er en restaurering af en gammel del af mølleriet.

Direktørboligen, der ligger lige nord for fabrikken, er fra 1850.