Brumleby

Østerbro - Lægeforeningens Boliger


I 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, som kostede omkring 5.000 livet.

Lægen Emil Hornemann vidste fra besøg i andre europæiske storbyer, at sygdommen især spredte sig i tætbefolkede kvarterer. Han fik gennemført en slags rømning af byen, hvor beboerne blev indkvarteret i midlertidige boliger udenfor voldene.

Men han arbejdede også for at få bygget er permanent kvarter på Østre Fælled, som kunne være forbillede for en anden måde at bo på, end inde i den overbefolkede by.

Arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) tegnede en rækkehusbebyggelse til omkring 250 familier mellem Østerbrogade og Øster Allé. De første familier flyttede ind i 1854.

I 1866-1872 blev der tilføjet yderligere huse, tegnet af arkitekten Wilhelm Klein (1835-1913).

Dermed havde bebyggelsen 257 to-værelses og 314 et-værelses lejligheder. Stuelejlighederne havde adgang til en lille have.

Beboerne i de små lejligheder måtte dog både deles om den fælles indgangsdør og det fælles lokum. Det kunne give diskussioner om, hvem der skulle stå for rengøringen, selv om et reglement for hele bebyggelsen fastlagde, hvordan det skulle foregå.

Kravet til boligerne var, at der skulle være sollys, ventilation og kloak. Tilsammen betød det, at ny epidemi havde sværere ved at sprede sig fra hus til hus.

Bebyggelsen blev opført i samarbejde med Lægeforeningen og fik derfor navnet Lægeforeningens Boliger. I folkemunde hed husene dog Brumleby, fordi der gik køer på græs på de åbnede fælleder i nærheden.

Beboerne kom især fra arbejderklassen, og Brumleby var en hel by for sig selv. Der var f.eks. børnehave, forsamlingslokale og badeanstalt.

Brumleby fik også sin egen brugsforening, der under navnet Østerbro Husholdningsforening var Københavns første af sin slags.