“Brumleby” er det populære navn for rækkehusbebyggelsen Lægeforeningens Boliger på Østerbro.
De første huse blev bygget her i 1856. Baggrunden for opførelsen var den koleraepidemi, som i 1853 ramte København, og som kostede omkring 5.000 livet.
Lægen Emil Hornemann (1810-1890) vidste fra besøg i andre europæiske storbyer, at sygdommen især spredte sig i tætbefolkede kvarterer. Han fik gennemført en slags rømning af byen, hvor beboerne blev indkvarteret i midlertidige boliger udenfor voldene.
Hornemann var medstifter af Lægeforeningen til Koleraens Bekæmpelse, som var en forening af filantropisk indstillede læger, der tog initiativ til at opføre en mønsterbebyggelse uden for byen. Den skulle være et eksempel på, hvordan man kunne skabe sundere boligforhold.
Bebyggelsen fik navnet Lægeforeningens Boliger. I folkemunde hed husene dog Brumleby, fordi der gik køer på græs på de åbne fælleder i nærheden. De “brumlede”, som man tidligere kaldte køernes brølen.
Militæret afgav en del af øvelsesterrænet på Østre Fælled, og Emil Hornemanns fætter, arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), tegnede en bebyggelse til omkring 250 familier mellem Østerbrogade og Øster Allé.
Forbilledet var italienske landarbejderboliger og husene blev bygget som rækkehuse i lange “stokke” med åbne grønninger imellem. Grønningerne er beplantet med lindetræer.
Kravet til boligerne var, at der skulle være sollys, ventilation og kloak. Tilsammen betød det, at en ny epidemi havde sværere ved at sprede sig fra hus til hus.
Selv om man måske i dag oplever Brumleby som tæt bebygget, var der efter datidens målestok god plads. Bebyggelsesprocenten (altså forholdet mellem grundens størrelse og det bebyggede areal) var omkring 50, mens den nogle steder på Vesterbro kom over 200.
Lejlighederne i Brumleby var fra starten tænkt som sunde og billige boliger for familier af “de ubemidlede klasser”. De første familier flyttede ind i 1854.
I årene 1866 til 1872 blev der tilføjet yderligere huse, som blev tegnet af arkitekten Wilhelm Klein (1835-1913). Klein var elev af Gottlieb Bindesbøll og havde sikkert fulgt hans arbejde med opførelsen af den første del.
Den nye del af Brumleby lå nord for den oprindelige, og fik i folkemunde navnet “Kolyst”.
Klein arbejdede også for at få bygget et permanent kvarter på Østre Fælled, som kunne være forbillede for en sundere måde at bo på end inde i den overbefolkede by.
I 1878 opførte Lægeforeningen en ny bebyggelse af rækkehuse ved Sionsgade længere ude på Østerbro.
En anden byggeforening, Arbejdernes Byggeforening, fik i de følgende år opført flere bebyggelser i stil med Brumleby. Det gjaldt f.eks. Kartoffelrækkerne på Østervold, Humleby ved Carlsberg og rækkehusene omkring Kildevældsgade på Østerbro.
Foreningen fik også bygget arbejderboliger på Olufsvej, som er nabo til Brumleby.
Fuldt udbygget kom Lægeforeningens Boliger op på 257 to-værelses og 314 ét-værelses lejligheder. Lejlighederne var små, og de mindste var på kun 12 kvadratmeter.
Hele Brumleby havde i 1800-tallet over 2.500 indbyggere. I en lejlighed på 26 kvadratmeter kunne der bo en familie med 11 børn. Børnene måtte sove i kommodeskuffer og vindueskarme.
Stuelejlighederne havde adgang til en lille have foran huset, mens 1-sals lejlighederne fik små havelodder på fællesarealet mellem husrækkerne.
Beboerne i de små lejligheder måtte både deles om den fælles indgangsdør og de fælles vaskehuse og lokummer, som lå i selvstændige bygninger.
De københavnske latriner var en væsentlig årsag til, at koleraen spredte sig. Fælles lokummer var derfor ikke ideelt i forhold til at forbedre hygiejnen, men i midten af 1800-tallet kendte man endnu ikke til vandskyllende toiletter.
Forholdene i Brumleby var dog bedre end i det indre København, for i Brumleby var man 20 personer om at dele et lokum, mens det i den indre by kunne deles af op til 60.
De fælles faciliteter kunne give diskussioner om, hvem der skulle stå for rengøringen, selv om et reglement for hele bebyggelsen fastlagde, hvordan det skulle foregå.
Beboerne kom især fra arbejderklassen, og her fandt arbejderdigteren Martin Andersen Nexø inspiration til sine skildringer af samfundets dårligst stillede. Nexø boede selv i Brumleby i årene 1872-1877.
Brumleby var en hel by for sig selv. Der var f.eks. børnehave, forsamlingslokale, sløjdværksted og en badeanstalt.
Forsamlingshuset (“mødesalen”) blev i 1897 indrettet i en bygning, som var tegnet af arkitekten Andreas Clemmensen (1852-1928). Huset fik i folkemunde navnet “kostalden”, fordi græssende køer fra fælleden af og til forvildede sig derind.
Badeanstalten (herunder) blev indrettet i en bygning ud mod Østerbrogade. Den blev opført i 1892 efter tegninger af stadsingeniør Charles Ambt (1847-1919) og Georg A. Rasmussen. Her var 10 brusebadskabiner, omklædningsrum og bolig for en bademester.
Sløjdskolen blev indrettet i 1906, for at Brumlebys ungdom kunne tilbringe fritiden og “lære orden og dygtighed”.
Børnehaven (asylet) blev i 1886 afløst af en større bygning ud mod Østerbrogade. Den fik navnet Kronprinsesse Louises Asyl. Bygningen blev tegnet af Vilhelm Klein.
Brumleby fik i 1868 sin egen brugsforening, der under navnet Østerbro Husholdningsforening var Københavns første af sin slags. En del af overskuddet fra forretningen gik til at indkøbe bøger til et fælles bibliotek.
Butikken lukkede i 1984, og i dag ligger Brumlebys eget museum i lokalerne.
I 1966 havde Københavns Kommune planer om at at rive Brumleby ned til fordel for opførelse af bl.a. et højhus. Imidlertid flyttede mange yngre familier ind, som var glade for at bo her, og de fik omgjort nedrivningsplanerne.
I 1990’erne blev der gennemført et omfattende renoveringsprojekt, som har betydet, at lejlighederne i Brumleby i dag er større end i begyndelsen. Antallet af lejemål er nu reduceret til omkring 250.
For renoveringen stod arkitekten Gehrt Bornebusch. Først med renoveringen fik alle boliger eget bad og toilet. Vaskehusene fungerer stadigvæk som vaskerier for beboerne.
Brumleby blev fredet i 1959 og har fået flere priser for bevaringen af bebyggelsen, f.eks. Europa Nostras bygningsbevaringspris.
