Spring til indhold

Skodsborg Station

Skodsborg Station er tegnet af DSB’s arkitekt Henrik Wenck (1851-1936) og blev indviet i 1897, da jernbanen mellem Østerport Station og Helsingør (“Kystbanen”) åbnede.

Stationen understreger med sin schweizerstil Kystbanens karakter af udflugtsbane, som transporterede folk til og fra skoven eller medlemmer af det københavnske borgerskab til deres sommervillaer i Nordsjælland.

Den er den største af Kystbanens stationer, fordi den (i hvert fald om sommeren) havde mange passagerer.

Passagererne var fra begyndelsen bl.a. gæster til de store badehoteller ved Skodsborg Strandvej og kuranstalten i Skodsborg.

Derfor er der sikkert gjort noget særligt ud af ankomst- og ventesalsbygningen på banens østside (herunder), hvor sommergæsterne steg af toget.