Christianshavn er bygget på kunstige øer i farvandet mellem Sjælland og Amager.
Bydelen rummer nogle af de ældste huse, der er bevaret i København i dag. De bybrande, som ramte København, nåede aldrig Christianshavn, så derfor findes stadig et bymiljø, hvis historie går tilbage til 1600-tallet.
Det oprindelige København havde sin havn ved Gammel Strand, hvor kystlinjen gik. Udenfor stranden lå Slotsholmen, med Københavns Slot, og længere mod øst Bremerholm, der blev flådens havn og værft.
Mens byen mod landsiden var beskyttet af volde, lå den mod havnen åben for fjendtlige angreb.
Da kong Christian den 4. kom til magten i 1596, tog han straks fat på at realisere de planer for løsning af Københavns havne- og fæstningsproblemer, som hans forgængere allerede havde arbejdet på.
Han startede på Slotsholmen, hvor han fik opført en stor arsenalbygning, der omgav en havn, hvor flådens fartøjer kunne udrustes.
Kongen ønskede også at styrke byens erhvervsliv. Derfor kombinerede han de to behov ved omkring 1616 at planlægge anlægget af en helt ny bydel. Den skulle især være forbeholdt handelsvirksomheder, med bl.a. havnepladser og samtidig fungere som en del af byens forsvar.
Byen fik starten navnet Christianshavn, og var altså opkaldt efter kongen selv. Den skulle anlægges i det lave vand ud for Amagers kyst, hvor der var en lille odde, Refshalen. Bag denne odde kunne skibe ligge i læ i naturhavnen Grønnegårds Havn (tegningen herover).
Den nye by skulle placeres ude i vandet, mellem Amager og Sjælland. Kongen indkaldte en nederlandsk ekspert i byplanlægning, Johan Semb, som bl.a. havde erfaring fra anlægget af byen Glückstadt i et sumpet område ved floden Elben i Tyskland.
Byplanen var oprindeligt et retlinet gadenet og efter hollandsk forbillede var byen gennemskåret af en kanal, der delte byen i en overby (mod syd) og en nederby (mod nord).
Midt i byen skulle være et centralt torv, der kom til at ligger på Refshalens højeste punkt.
For at tiltrække borgere, der kunne være med til at realisere planen om en handelsby, blev grundene udlagt som meget store arealer, hvor der var plads til pakhuse m.m. Grundene var 48 x 96 alen.
Den tværgående kanal gennem byen fungerede som en del af havnen og gjorde, at flere af grundene fik direkte adgang til en kaj.
Princippet var, at de største grunde lå ud til havnen og til kanalen, mens der i sidegaderne var plads til mindre huse, f.eks. udlejningshuse. Dermed kunne den ”fine” trafik holdes i de præsentable gader, mens arbejdskørsel o.lign. foregik i baggaderne.
Den nødvendige kapital til anlægget blev skaffet ved i 1618 at opkræve en særlig skat i hele landet. Derefter måtte kongen sikre sig, at kapitalstærke købere blev interesseret. Kongen havde i forvejen sikret sig købere blandt rige borgere, der stod ham nær. For at gøre det attraktivt at etablere sig på Christianshavn, fik grundejerne skattefrihed i 12 år og slap desuden for at betale havnepenge.
Anlægsarbejdet foregik ved, at der blev banket pæle ned i det lave vand mellem havneløbet og Amager. Formentlig hentede man jord til opfyldning på Amager. Som bygherre sørgede staten for, at terrænet havde en vis højde over havet, men de enkelte grundejere skulle selv fylde op til et højere niveau.
Omkring 1620 var de fleste grunde solgt. Det varede dog mange år, inden der blev bebygget alle steder og endnu midt i 1700-tallet var der øde grunde på Christianshavn
Der blev anlagt en bro, Knippelsbro, så der kunne transporteres byggematerialer til den nye bydel, og også mod Amager blev der etableret en broforbindelse.
Handelsfirmaerne etablerede sig ved de to gader langs kanalen, Overgaden Oven Vandet og Overgaden Neden Vandet, men ikke mindst i Strandgade, hvor de fik direkte adgang til havnen.
De største handelskompagnier fik hele pladser, hvor de kunne opføre pakhuse, anlægge kajer og enkelte steder sågar skibsværfter. Det gjaldt f.eks. Asiatisk Plads og Applebys Plads.
I 1639 var byen så etableret, at den fik sine egne rettigheder som købstad. Byen fik sin egen borgmester og sig eget byvåben (herover).
På grund af uenigheder med styret i København, blev disse rettigheder dog inddraget igen i 1674, og Christianshavn blev derefter en bydel i København uden sin egen, selvstændige administration.
Indtil 1682 fulgtes den oprindelige byplan. Men i løbet af 1700-tallet blev nye områder nord for Christianshavn fyldt om, for at give plads til flådens faciliteter, der efterhånden flyttede ud fra Bremerholm til den “Nye Holm” – eller Nyholm, som den senere kom til at hedde.
Samtidig begyndte en yderligere opfyldning på privat initiativ, så der opstod nye handelspladser, f.eks. Wilders Plads, Hambros Plads og Bodenhoffs Plads.
Med udbygningen af Christianshavn mod nord blev det nødvendigt at forlænge forsvarsværket mod amagersiden, så i løbet af 1700-tallet udbyggede man Christianshavns Vold, med yderligere bastioner, i det såkaldte “Nyværk”.
Udvidelsen af voldanlægget mod syd og nord betød indvinding af mere land.
De nye arealer blev først og fremmest brugt til anlæg af pladser, som gav mulighed for mere pladskrævende erhverv.
Mod syd opstod Appelbys Plads, og for enden af Strandgade havde den skotske skibsbygmester David Balfour sin plads. Mod nord lå Wilders Plads og Bodenhoffs Plads.
Christianshavn blev aldrig et homogent kvarter, ligesom f.eks. Frederiksstaden. På Christianshavn boede høj og lav, her var boliger og offentlige institutioner, rige købmandsgårde og beskedne værtshuse. Nogle af Københavns rigeste boede få meter fra et fængsel. Beboerne var danske og udlændinge. Kinesere blandede sig med amagerbønder.
I 1800-tallet blev Christianshavn berygtet for, at mange mennesker boede på lidt plads i de gamle ejendomme. Vilhelm Bergsøes roman ”Fra Piazza del Popolo”, der forgik i en ”rotterede” i Dronningensgade, var med til at tegne billedet.
Christianshavn havde i begyndelsen af 1900-tallet fået en del byggeri, som svarede til det, der i disse år blev opført på de københavnske brokvarterer.
I 1970’erne understregede den populære TV-serie “Huset på Christianshavn” billedet af Christianshavn som et arbejderkvarter. Serien foregik i Amagergade, som netop havde nogle af bydelens mest saneringsmodne huse.
I 1913 havde foreningen ”Gamle Bygningers Bevaring” dog sat fokus på bevaringsværdierne på Christianshavn. Foreningens sekretær, Vilhelm Lorenzen, udgav bogen ”Christianshavns borgerlige bygningskunst”, som også var et oplæg til den bygningsfredningslov, der blev vedtaget i 1918.
Det var gennemførelse af den nye, bredere Torvegade, der for alvor satte skub i saneringen af den ældre bebyggelse. Det var den voksende bilisme, der nødvendiggjorde vejanlægget.
Men man eksproprierede også en del af den ældste bebyggelse på Christianshavn. Det skete med hjemmel i Københavns byggelov, der blev vedtaget i 1939. Efter krigen blev der derfor opført en del nybyggeri på Christianshavn.
Men man havde også stigende opmærksomhed på at bevare den ældste del af bebyggelsen. F.eks. blev Strandgade 30 som ét af de første huse fra Christianshavns tidligste år, restaureret.
I 1954 kom den første egentlige byplan for København, som dog tog hensyn til at skåne de ældste bydele, herunder Christianshavn. I 1961 vedtog borgerepræsentationen en bevaringsplan for bydelen.