I 1577 blev der udstedt forbud mod at slagte dyr inde i byen. Man var dels bange for, at smitsomme sygdomme kunne sprede sig fra slagteriaffaldet, og dels lugtede det ikke særlig godt, når slagterne var i gang.
Derfor flyttede slagterne i 1671 udenfor Vesterport, og her holdt de to gange om ugen heste- og kvægtorv. Tanken med markedet, der blev anlagt af hofslagter Niels Olufsen, var også at kunne kontrollere at der blev betalt afgifter af de dyr, der blev slagtet og derefter ført ind i byen.
Som signal til, at markedet åbnede, blev der slået på en tromme – så derfra stammer måske det lidt pudsige gadenavn. Men det kan også referere til en sal på hjørnet af Vesterbrogade, hvor militærets tambourkorps holdt øvelser. Selve vejen fik først navnet officielt i 1918.
Trommesalen blev mødested for bønder og slagtere og der opstod naturligt et væld af beværtninger, hvor de kunne slukke tørsten efter handlen.
Mens handlen med dyrene og selve slagtningen skulle foregå udenfor Vesterport, blev kødet stadig solgt på markederne inde i byen, f.eks. fra slagterboderne på Gråbrødretorv og Nikolaj Plads.
Efterhånden som der kom bebyggelse på Vesterbro, måtte kødmarkede igen flyttes. I 1879 blev det derfor flyttet til Kødbyen, der var et nyanlagt kvægtorv på et opfyldt areal ved Kalveboderne, ved siden af Halmtorvet.
Ved Trommesalen blev der nu plads til nybyggeri, men mange af de gamle værtshuse blev liggende og der kom også flere marskandiserforretninger, der bl.a. solgt malerier af tvivlsom kvalitet. Derfor kaldes den slags billeder for “trommesalskunst”.
Ejendommen på hjørnet af Trommesalen og Gammel Kongevej blev opført efter kvæghandlen var ophørt.