Spring til indhold

Mindelunden

I august 1945 startede anlægget af en mindepark ved Tuborgvej for de faldne i modstandsbevægelsen under Danmark besættelse 1940-1945. Indvielsen fandt sted i 1950.

Anlægget blev udformet af landskabsarkitekten Aksel Andersen (1903-1952) og arkitekten Kaj Gottlob (1887-1976), der bl.a. tegnede indgangsporten ved Tuborgvej.

Billedhuggeren Axel Poulsen (1887-1972) udformede det store monument “Mor og søn” (billedet herover).

I 2017 blev op sat et mindesmærke for danske søfolk, der omkom under 2. Verdenskrig. Monumentet fik titlen “Sortladne Hav” og blev udført af Per Arnoldi.

I 2019 rejstes også Bjørn Nørgaards mindesmærke for danske soldater.

Henrettelsespladsen i Ryvangen.

Området var tidligere øvelsesterræn for Ryvangens Kaserne, men blev under Besættelsestiden brugt af tyskerne til bl.a. henrettelser af modstandsfolk m.fl.

Efter befrielsen fandt man ligene af 197 henrettede på området. 106 af dem ligger begravet her sammen med modstandsfolk, der faldt andre steder.

Der er desuden mindeplader for faldne i f.eks. tyske koncentrationslejre.

Tilkørslen til Mindelunden sker ad Major Anders Lassens Vej.