Frederiksborg Slot

Oprindelsen til slottet Frederiksborg var herregården Hillerødsholm.

Gården lå på en holm i søen udenfor Hillerød by og blev i 1560 overtaget af kong Frederik den 2.

Han ombyggede gården til et slot, der efterhånden optog flere af de små holme i søen. Slottet opkaldte han efter sig selv.

I dag er der ikke noget tilbage af Hillerødsholm bortset fra tårnbygningen, der ligger ved den sydlige indgang, tættest på Hillerød.

Den kaldes Herluf Trolles Tårn, efter Hillerødsholms sidste ejer.

Ellers er der kun bevaret få bygninger fra Frederik den 2.’s tid. Det gælder bl.a. de to staldbygninger, Husarstalden og Kongens Stald.

Staldene er ud mod voldgraven forsynet med runde tårne, der bærer årstallet 1562. De er slottets ældste, bevarede bygninger.

For at kunne komme til Frederiksborg fra hovedstaden, lod kongen anlægge en privat vej hertil.

Den eksisterer endnu i dag, dels som Lyngbyvej tættest på København, dels som >Kongevejen fra Lyngby og nordpå gennem Birkerød.

Christian den 4.’s Frederiksborg

Frederik den 2.’s efterfølger, kong Christian den 4., fik for alvor sat gang i byggeriet på Frederiksborg.

Han lod de gamle bygninger rive ned, og opførte et helt nyt slot i nederlandsk renæissancestil i 1600-tallets første tiår.

Udsnit af stik der viser Frederiksborg. Udført af Christof Marselis, Johan Crovinius og Jeremias Wullf. Begyndelsen af 1700-tallet. Det Kgl. Bibliotek. Længst til højre ses det lille lystslot “Sparepenge”, der blev revet ned omkring 1720.

Det blev bygget af de to bygmestre Hans Steenwinckel (1545-1601) og hans søn, der også hed Hans Steenwinckel (1587-1639), som begge var af hollandsk afstamning.

De opførte, sammen med en række danske bygmestre, det imponerende renæissanceslot, der regnes for et mesterværk, ikke bare i dansk men også i europæisk bygningkunst.

Slottets hovedbygninger blev bygget på den yderste af de tre holme, og består af kongefløjen mod nord, kirkefløjen mod vest og prinsessefløjen mod øst.

Ud mod slotsgården blev opsat et galleri i marmor med statuer i to etager.

Det samlede slotsanlægs grundplan afspejlede den enevældige konges magt.

Kongens del af slottet var den bageste og mest utilgængelige.

Fra indgangen skulle man først passere forbi de lavere stalde og adminstrationsbygninger, inden man kom kongens ophøjede bolig.

Fra Kongefløjen blev der anlagt en forbindelsesbygning (herover) hen over voldgraven til Møntporten og Audienshuset, der ligger på en ø for sig selv. Møntporten (herunder) danner det såkaldte audienshus.

På den mellemste holm ligger de to næsten identiske bygninger: Kancellibygningen mod øst og Slotsherrens hus mod vest (herunder). De er begge opført omkring 1615.

Imellem dem ligger Neptunbrønden, der er udført af billedhuggeren Adrian de Vries omkring 1620.

Dens originale figurer blev stjålet af svenskerne under krigen i 1659, og de nuværende er derfor kopier fra 1880’erne.

Slotsherrens hus var kontor for lensmanden, der administrerede kongens jordbesiddelser i Nordjælland.

Slotskirken

Slotskirken i fløjen mod vest rummer bl.a. en altertavle i guld, sølv og ibenholt, der er udført af mesteren Jacob Mores fra Hamburg, og det mere end 400 år gamle Compenius-orgel, som stadig er i brug.

I kirken fik Christian den 4. indrettet et rigt udsmykket bedekammer, som var et af de prægtigste rum på slottet.

Efter slottets brand i 1859 blev det genskabt og maleren Carl Bloch udførte 23 malerier med scener fra Kristus’ liv til kammeret

Slotskirken er i dag i brug som sognekirke.

Vinduet, der sad foran kongens stol i kirken, blev dækket af et gitter med forgyldte ornamenter. Gitteren blev udført af den kongelige kunstsmed, Caspar Fincke.

Fra 1600-tallet og gennem de følgende tre århundreder var Frederiksborg Slotskirke stedet, hvor en ny konge blev salvet.

Salvingen var en særlig ceremoni, som markede at kongens magt var givet af Gud.

Når kongerne uddelte den fineste orden, Elefantordenen, skete det i slotskirken, som blev ordenens ridderkapel.

Her hænger stadig våbenskjolde for dem, der har modtaget både elefantordenen og dannebrogsordnenen.

Brand og genopførelse

Frederiksborg Slots brand. Udateret tegning af ukendt kunstner. (Det Kgl. Bibliotek)

I 1859 brændte en stor del af slottets hovedbygninger ned. Kun kirkefløjen blev til dels reddet, ligesom audienshuset med løngangen blev skånet for flammerne.

Man diskuterede længe, om slottet skulle bevares som en ruin eller genopføres.

En omfattende indsamling gjorde det muligt at genopføre slottet. Arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908) stod for arbejdet med at genskabe de nedbrændte bygninger.

Slottet blev dog ikke længere brugt af de kongelige, og i stedet blev det indrettet til Det Nationalhistoriske Museum, som blev finansieret af bryggeriet Carlsbergs direktør I. C. Jacobsen.

Før branden i1800-tallet var man begyndt at ophænge malerier i slottets riddersal. Det gjaldt især kong Frederik den 6.’s samling af historiske portrætmalerier.

Museets nuværende samling af portrætter af personer fra danmarkshistorien, er en videreførelse af Frederik den 6.’s portrætgalleri.

Christen Købke: Frederiksborg Slot set fra Jægerbakken. Aften. udateret. Tilhører Den Hirschsprungske Samling.

Slotshaven

Ved det første Frederiksborg Slot var der en køkkenhave og nogle fiskedamme, så slottets husholdning kunne forsynes derfra.

I 1600-tallet havde Frederiksborg en lille have vest for slottet. Den er i dag helt forsvundet.

Væk er også det lille lystslot Sparepenge, der lå haven.

Navnet forklares med, at her kunne kongen afholde mere uformelle – og mindre bekostelige – tafler.

General Grundtegning af det Kongl. Slott Frederichsbourg med tilhørende haver. Udateret. Det Kgl. Bibliotek

Mens Frederik den 4. var konge i 1720’erne, tog han initiativ til at anlægge en slotshave nord for slotssøen.

Kongen var på sine rejser blevet inspireret af haveanlæg ved de store, europæiske fyrsteslotte og realisererede sin havedrøm både på Frederiksborg og Fredensborg Slot.

Haven blev udformet af havearkitekten Johan Cornelius Krieger i fransk barokstil.

Det var et strengt symmetrisk anlæg, der lå omkring en hovedakse, som bestod af kaskader, altså små vandfald.

Vandets fald var muligt, fordi haven lå på en naturlig bakke.

Øverst på bakken blev der anlagt en oval og en hesteskoformet dam. Her opsamledes vandet til kaskaderne.

Slottet havde ansat en fontænemester og en rendelægger, der passede kaskadeanlægget og sørgede for at vandet løb, når kongen havde gæster. Rendelæggereren Hus, findes stadig i parken.

På begge sider af vandfaldsanlægget lå små haver med faconklippede buske, der f.eks. forestillede pyramider og kugler.

Tættest på slottet blev der plantet fire såkaldte parterrehaver, med lave buksbomhække der formede kongelige monogrammer.

Forrest var den regerende konge og dronnings, og bagest kronprinsen og kronprinsessens monogrammer. Ved tronskifte, skulle haverne plantes om.

Barokhaven og kaskadeanlægget forfaldt, men blev restaureret i 1990’erne og åbnet for publikum i 1996.

Parterrehaverne er nu forsynet med monogrammer for kongelige, der har siddet på tronen i væsentlige faser i slottets bygningshistorie. Forrest er dronning Margrethes monogram, fordi haven blev genetableret i hendes regeringstid.

I det såkaldte “indelukke” vest for slottet, opførte Frederik den 2. i 1500-tallet et lille lystslot, Badstueslottet (herover).

Her var der både mulighed for at bade og mødes under mere uformelle rammer, f.eks. i forbindelse med jagter.

Herude satte Christian den 4. en sten (herunder), hvor han efter sigende sad og funderede over sit mislykkede ægteskab med Kirsten Munk.

Indelukket blev i midten af 1800-tallet omdannet til en landskabelig have, der med små damme og slyngede stier var det modsatte af den strengt symmetriske barokhave.

Kong Frederik den 7. fik anlagt denne del af haven, som i sin regeringstid afgav den enevældige magt, og det var næsten symbolsk, at denne park var mere fri i sine former, end det meget regelrette haveanlæg, der stammede fra enevælden.

Kongen fik i denne del af parken anlagt en kopi af en norsk herrgård på en ø, der var opkaldt efter hans hustru Louise.