Spring til indhold

Tingbjerg

[Denne side er under udarbejdelse]

Bydelen Tingbjerg har sit navn efter et højdedrag, hvor det blev holdt ting for Smørum Herred. Herredet omfattede en del sogne på egnen vest for København og på tingstedet blev f.eks. mindre retssager afgjort.

Tingbjerg ligger ved siden af Gyngemosen, som var et vådområde i nærheden af landsbyen Mørkhøj.

I 1940’erne begyndte planlægningen af en helt ny bydel ved Husum. Her var nogle af de eneste arealer Københavns Kommune, som endnu ikke var bebygget, og hvor der var god plads til opførelse af mange boliger.

Man fik udarbejdet to forslag til bebyggelsesplan, og det blev arkitekterne Steen Eiler Rasmussens (1898-1990) og C. Th. Sørensens (1893-1979) forslag, som var det foretrukne.

Forbilledet for Tingbjerg-planen var bl.a. de engelske forstadsbyer (New Towns), der skulle være selvstændige bysamfund udenfor storbyen. Her skulle man kunne leve “fra vugge til grav”, fordi byen var forsynet med alle nødvendige institutioner. Ikke mindst London fik en række New Towns i årene efter 2. Verdenskrig.

De engelske satellitbyer var forbundet med jernbanelinjer ind til centrum, så det var nemt at pendle til og fra arbejde. Tingbjerg fik dog aldrig nogen S-togsforbindelse, selv om det var planlagt.

Tingbjerg var planlagt til at rummer ca. 6.000 indbyggere.

Opførelsen af Tingbjerg begyndte i 1956 og varede i næsten 20 år.

Hovedparten af boligerne er i blokke op tre etager. Der er også enkelte rækkehuse i Tingbjerg og et højhus på 12 etager.

Bydelens kulturhus er indviet i 2018 og tegnet af COBE Arkitekter.

Tingbjerg Kirke er opført i 1983. Den er tegnet af arkitekten Kaj Lyngfeldt-Larsen. Kirken har et fritstående klokketårn.

I 1996 blev ældreboligerne Utterslevhuse opført vest for Tingbjerg.