Borgergade

Gaden lå i 1600-tallet nord den centrale bydel, i det område som kaldtes Ny-København.

På trods af navnet var det ikke borgerskabet, der boede her. Kvarteret fik – sammen med bl.a. Adelgade – mere præg af et slumkvarter. De store bybrande i 1700-tallet ramte ikke dette område, så bebyggelsen blev ikke fornyet, som i den indre by.

Derfor var Borgergade-kvarteret i 1800-tallet præget af gamle og nedslidte huse. Mange havde udvendige trapper og svalegange. I takt med at f.eks. håndværkere i stigende grad flyttede til brokvartererne efter midten af 1800-tallet, blev befolkningen især præget af fattige, prostituerede og kriminelle. Her var såvel lovlige værtshuse som smugkroer.

Folk boede tæt, og i begyndelsen af 1900-tallet regnede man med, at Borgergade-kvarteret havde 6.000 indbyggere.
I 1940’erne og 1950’erne begyndte saneringen af kvarteret og i dag er der intet tilbage af fortidens slum.